HØRT – brugerinddragelse i praksis
Hvordan når man fra en slidt etplansbarak til fremtidens børnehjem? Og hvordan ser fremtidens børnehjem overhovedet ud? Det kan du læse et bud på i denne bog.
Indhold
Bogen ”HØRT – brugerinddragelse i praksis” handler om det omfattende brugerinddragelsesprojekt, som blev igangsat i Kerteminde bl.a. som følge af nedlæggelsen af amterne. Kommunen skulle hjemtage flere opgaver, hvilket betød, at børnehjemmet ”Dyrehaven” hverken var stort nok eller rummede de rette faciliteter til en mere divers børnegruppe. Man havde derfor brug for et fleksibelt børnehjem, der kunne rumme mange forskellige børn, og som kunne rumme omgivelserne til den pædagogik, man ønskede sig. Kommunikationskonsulenter fra Zoomstory blev inkluderet i processen for at forene de tanker, ideer og overvejelser fra ansatte, arkitekter, ingeniører med flere, der sammen lå til grund for fremtidens børnehjem. Og vigtigst af alt lyttede de til tankerne og ønskerne fra de anbragte børn og unge. Det resulterede bl.a. i, at der blev afdækket problematikker, som hverken ansatte eller arkitekter tidligere havde vidst eksisterede.
Bogen tager læseren i hånden og følger dem fra personaleudviklingsmødet, hvor idéen om fremtidens børnehjem først blev plantet, til de første spadestik, og helt frem til den færdige bygning. I bogen er der eksempler på de overvejelser, de forskellige parter har gjort sig, og hvilken betydning de har fået i den endelige bygning samt anbefalinger til andre, der vil arbejde med brugerinddragelse.