Flygtningebørn i daginstitutioner - En guide til modtagelsen af flygtningebørn og deres familier
Daginstitutioner kan fremme flygtningebørns trivsel. Denne publikationen er til dig, der søger viden om arbejdet og mødet med flygtningebørn i daginstitutioner.
Indhold
Denne publikation er en guide som støtte til håndtering af flygtningebørn i daginstitutioner. Flygtningebørn og deres forældre kommer hertil med vidt forskellige baggrunde og oplevelser i bagagen. Nogle af børnene er traumatiserede, hvilket stiller krav til den pædagogiske praksis.
Pædagoger i daginstitutioner er i forvejen uddannet i at se, om børn trives. Denne viden skal anvendes i arbejdet med flygtningebørn, men bør suppleres med viden om forhold, der er særligt gældende for flygtningebørn.
Med en indføring i flygtningefamiliers baggrund, traumer, praktiske interventioner og gode råd, er formålet med guiden at ruste pædagoger i deres arbejde med denne gruppe børn. Derfor indeholder publikationen viden om det at være flygtning samt det at være et flygtningebarn. Flygtninge, der kommer til Danmark, kommer med vidt forskellige baggrunde og oplevelser. Fælles er dog, at de flygter fra områder med krig, organiseret vold eller et totalitært styre. Derudover har de ofte været på en længere og farefuld flugt, før de nåede Danmark.
Publikationen kommer ind på følgende spørgsmål:
- Hvem er børnene?
- Hvad har børnene brug for?
- Hvordan kan I hjælp i praksis?
Metode
Guiden er skrevet på baggrund af relevant litteratur, som fremgår sidst i publikationen, hvor du også kan finde inspiration til mere viden på dette felt.