Minimering af magtanvendelse – samarbejde mellem myndighed og botilbud
En undersøgelse af samarbejdet mellem botilbud og de kommunale myndigheder om at minimere magtanvendelse i forhold til mennesker med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser
Indhold
Undersøgelsen har til formål at:
- Give et bud på, hvordan botilbuddene og de kommunale myndigheder samarbejder om at minimere magtanvendelse og udvikle den socialpædagogiske praksis i botilbuddene.
- At finde ud af, hvordan de to aktører registrerer og følger op på den magtanvendelse, der gives tilladelse til.
- Undersøge tilbuddenes og den kommunale myndigheds opfattelse af lovændringen om handle-betale kommuner.
Konklusion
Botilbuddene og de kommunale myndigheder oplever hovedsageligt deres samarbejde omkring magtanvendelse positivt. Der er dog uoverensstemmelse mellem, hvilken støtte myndigheden fortæller de yder og den støtte, tilbuddene oplever de får. Tilbuddene oplever støtten som skriftlig, mens myndigheden oplever den som mundtlig dialog.
Der er manglende viden i tilbuddene omkring, hvornår magtanvendelsesbestemmelserne gælder herunder uklarhed om målgruppen for reglerne.
Forebyggelse af og minimering af magtanvendelsen på tilbuddene er kun i nogen grad støttet af de kommunale myndigheder og lagt i faste rammer. Nogle tilbud oplever ingen opfølgning på indberetning.
Der er stor usikkerhed på såvel botilbuddene som hos den kommunale myndighed om de ændrede regler om handle-betalekommuner.Metode
Undersøgelsen bygger på praksis i 13 kommuner – afgrænset til alene at se på samarbejdet mellem den kommunale myndighed og kommunale § 107-108 botilbud.
I undersøgelsen indgår de 13 kommuner med flest botilbudspladser pr. 1.000 indbyggere. I alt indgår 132 botilbud i undersøgelsen. Data fra de kommunale myndigheder er blevet til via telefonsamtale og på baggrund af en spørgeguide. Data fra botilbuddene er blevet indsamlet via et elektronisk spørgeskema.