VUL – Voksenspecialundervisning – Udviklingshæmmede – Livsvilkår
Denne forskningsrapport har til formål at kortlægge udviklingshæmmedes ønsker og behov samt eventuelle barrierer for aktiv samfundsdeltagelse. En kortlægning, der vil være relevant i relation til de professionelles overvejelser blandt andet i forbindelse med tilrettelæggelse af specialpædagogiske tiltag, hvilket er et af undersøgelsens formål.
Indhold
Denne rapport har til formål at:
-
Opnå viden om de udviklingshæmmedes ønsker og behov i relation til deres aktive deltagelse i samfundslivet
-
Synliggøre inddragelse af udviklingshæmmedes ønsker og behov i forbindelse med professionelles overvejelser over mål og indhold i specialpædagogiske tiltag
-
Kortlægge barrierer, der hindrer udviklingshæmmedes optimale muligheder for aktiv samfundsdeltagelse.
Rapporten ønsker at benytte denne viden i voksenspecialundervisningen for voksne og i tilrettelæggelsen af den undervisning, der finder sted her.
Konklusion
Rapporten konkluderer, at mange udviklingshæmmede føler, at deres udvikling bliver hæmmet af andre. Det er især i spændingsfeltet mellem de udviklingshæmmede selv, deres forældre og de professionelle hjælpere, at de udviklingshæmmede kommer i klemme. Mange udviklingshæmmede føler ikke, at der er plads til individuel udfoldelse. Deres hverdag er nøje tilrettelagt af andre. De er på job eller har pligter døgnet rundt, og der er sjældent plads til privatliv. De føler sig nedgjort og omklamret i omsorg.
Udviklingshæmmede giver altså udtryk for, at de savner indflydelse på eget liv. De har et brændende ønske om personlig udvikling. De vil gerne uddannes og de vil gerne yde en indsats i samfundslivet, som de ønsker at være en del af. De føler sig parkeret og låst fast i miljøer, som andre har skabt og anbragt dem i, men mange har ikke kræfter til at kæmpe imod. De udviklingshæmmede peger selv på en række forslag, der kan afhjælpe deres fastlåste situation. Det mest vidtgående forslag hedder privatisering af de sociale arbejds- og bosteder.
Rapporten opsamler og uddrager konsekvenserne af de mange udsagn fra de udviklingshæmmede i relation til voksenspecialundervisningen. Rapporten beskriver blandt andet, hvordan såvel udviklingshæmmede som pårørende lægger vægt på, at der i alle amter bør være en ungdomsuddannelse. Især de udviklingshæmmede taler meget om, at dele af deres uddannelse kunne ligge på de almindelige uddannelsesinstitutioner, men de er også bevidste om, at tilbudene bør tilrettelægges individuelt.
Der er endvidere et klart formuleret ønske om, at der er brug for, at de udviklingshæmmede forberedes til dagligdagen i et bofællesskab, på et værksted og i en klub. Det er vigtigt med delemner som ”pligter og rettigheder”, ”min rolle i forhold til mine hjælpere”, ”hvordan takler jeg min økonomi med et minimum af hjælp” etc. Derudover lægger de udviklingshæmmede megen vægt på, at man på et voksenuddannelsescenter får eller tager en uddannelse, og at centrene er meget bevidste om det målrettede i en uddannelse. Som synligt bevis forventes det, at centret ved uddannelsens afslutning udsteder et officielt afgangsbevis, hvor der ikke blot står en sludder for en sladder om, at kursisten er flink og har deltaget i et par idrætsstævner. Der ønskes et bevis, der dokumenterer de færdigheder og delkompetencer, kursisten har tilegnet sig under uddannelsen samt en oversigt over de delkurser, han har deltaget i.
For flere konklusioner se rapportens afsnit "Opsamling og diskussion" side 30.