Domfældte voksne med udviklingshæmning - Den socialpædagogiske indsats på et botilbud
I Danmark modtager voksne personer med udviklingshæmning ikke dom med fængselsstraf til følge. I stedet modtager de en social foranstaltningsdom. Formålet med at idømme lovovertrædere med udviklingshæmning foranstaltningsdomme til anbringelse eller tilsyn på et botilbud er, at de såkaldte domfældte udviklingshæmmede skal underkaste sig en kriminalpræventiv behandling med det formål at forebygge, at de begår ny kriminalitet.
Indhold
I rapporten kan du læse en undersøgelse af den socialpædagogiske indsats på botilbuddet Bakkebo, som er Region Nordjyllands specialiserede botilbud til voksne udviklingshæmmede med dom. I rapporten formidles undersøgelsens samlede viden i forhold til, hvordan den socialpædagogiske indsats på Bakkebo tilrettelægges og praktiseres som en kriminalpræventiv indsats, som har til hensigt at forebygge, at de domfældte beboere begår nye lovovertrædelser.
Rapporten er strukturet således:
- Kapitel 1: Præsentation af undersøgelsen i form af viden om målgruppen og indsatsen, som rapporten omhandler. Derudover præsenteres indsatsens rammebetingelser, herunder de lovgivningsmæssige rammer, som Bakkebo er underlagt.
- Kapitel 2: Præsentation af undersøgelsens formål og forskningsspørgsmål samt undersøgelsens forskningsmetodiske grundlag og analysestrategi.
- Kapitel 3: Beskrivelse af Bakkesbos institutionelle rammer. Formålet er at give indblik i de fysiske rammer og betingelser, inden for hvilke Bakkebos socialpædagogiske hverdagsindsats tilrettelægges og udføres.
- Kapitel 4: Beskrivelse af hvordan Bakkebos socialpædagogiske arbejde organiseres og tilrettelægges som en kriminalpræventiv indsats med udgangspunkt i den Danske Kvalitetsmodel.
- Kapitel 5: Analyse af personalets opfattelse af beboergruppen.
- Kapitel 6: Analyse af hvordan personalet beskriver og forstår, hvad formålet med den socialpædagogiske indsats på Bakkebo er – og hvad de arbejder hen i mod i den daglige praksis og, ikke mindst, hvordan de opfatter, at beboernes fremtid ser ud.
- Kapitel 7: Analyse af personalets opfattelse af den socialpædagogiske praksis, herunder hvordan Gentle Teaching danner grundlag for indsatsens pædagogiske tilgang, samt hvilke andre metoder og tilgange, der pædagogisk anvendes i forhold til at arbejde kriminalpræventivt med de domfældte beboere og de specifikke problemer, som ifølge personalet kendetegner målgruppen.
- Kapitel 8: Analyse af personalets opfattelse af de forandringsforløb, domfældte beboere anbragt på Bakkebo har gennemgået, samt de faktorer, som ifølge personalet kan have påvirket beboeres enten positive eller uhensigtsmæssige forandringsforløb.
- Kapitel 9: De enkelte analysekapitler sammenfattes i forhold til at konkludere, hvordan den socialpædagogiske indsats på Bakkebo tilrettelægges og udøves som en kriminalpræventiv indsats. Herunder også, hvilke udfordringer personalet på Bakkebo står over for fremtidigt.
Konklusion
Undersøgelsen viser blandt andet, at:
-
Den målgruppeopfattelse, som personalet tilrettelægger og udøver deres indsats som en kriminalpræventiv indsats ud fra, viser, at opfattelsen af målgruppen foregår under følgende kategoriseringer: Udviklingshæmning – en diagnostisk forståelse, En kompleks målgruppe, Udviklingspotentiale, Problemforståelse, Ressourceforståelse. Analyserne af personalets målgruppeopfattelse viser derudover, at personalets hovedfokus i deres karakterisering af målgruppen er på beboernes adfærd.
-
Der er en generel opfattelse af, at indsatsen over for den enkelte domfældte handler om at forebygge ny kriminalitet. Når det gælder indsatsens formål på det institutionelle niveau viser analysen, at det er en generel opfattelse, at Bakkebo som institution skal skabe nogle pædagogiske udviklingsrammer, som fremmer positive forandringer i forhold til de domfældtes kriminelle adfærd.
-
På trods af personalets opfattelse af, at den del af målgruppen, som er de typisk udviklingshæmmede, mangler udviklingskompetence, er det personalets erfaring, at beboere i denne målgruppe faktisk gennemgår positive forandringsforløb. Positive forandringsforløb, som skyldes personalets evne til at ”rumme” de typisk udviklingshæmmede, og ikke de andre beboeres omsorgsfuldhed og overbærenhed over for gruppen. Der er således en forståelse af, at personalets relation med de domfældte beboere synes at have den største betydning for de typisk udviklingshæmmedes udviklingsprocesser.
-
Bakkebos socialpædagogiske indsats ikke fremstår som en sammenhængende indsats, der systematisk skaber positive muligheder for forandring hos de domfældte beboere. Der synes med andre ord ikke at være en umiddelbar sammenhæng imellem personalets fokus på adfærd, når det gælder opfattelser af målgruppen og indsatsens formål og dets fokus på relationens betydning i forhold til socialpædagogikken og de domfældtes udviklings- og læringsprocesser. Dette synes dels at skyldes de lovgivningsmæssige rammer, som grundlæggende ikke giver personalet andre beføjelser til at tilrettelægge og udøve indsatsen end på et botilbud for udviklingshæmmede uden dom. Derudover skyldes det personalets mangelfulde metodiske rammer i forhold til at udøve en kriminalpræventiv indsats.
For flere og uddybende konklusioner se rapportens afsnit "Konklusioner" side 169.
Metode
Undersøgelsen er baseret på et kvalitativt studie med anvendelse af kvalitative interviews af det pædagogiske personale på Bakkebo samt observationer af Bakkebos hverdagspraksis.