Moralsk stress i pædagogisk arbejde: Forstå – forebyg – bekæmp
Hvordan påvirker det fagprofessionelle, når de ikke kan udføre deres arbejde på en måde, de kan stå inde for? Bogen Moralsk stress i pædagogisk arbejde introducerer begrebet moralsk stress, beskriver typiske tegn og årsager og giver inspiration til, hvordan personalegrupper kan forebygge og håndtere moralsk stress i pædagogisk praksis.
Indhold
Når pædagoger og andre faggrupper i den offentlige sektor forhindres i at udføre deres arbejde, så de kan stå inde for det sagligt, fagligt og menneskeligt, opstår det, som arbejdsmiljøforskere kalder moralsk stress. I bogen ‘Moralsk stress i pædagogisk arbejde’ identificeres fire slags tab, der samlet set kan ses som tegn på, at moralsk stress er ved at få tag i en personalegruppe: et kontroltab, et meningstab, et kvalitetstab og med tiden også et integritetstab. Disse tabserfaringer hænger sammen med, at arbejdsvilkårene gør det sværere og sværere for de fagprofessionelle at udfolde professionel dømmekraft. Og de forhindres hermed i at gøre deres arbejde på måder, som de kan stå inde for sagligt, fagligt og menneskeligt.
Bogen tager afsæt i specifikke situationer fra pædagogisk praksis og stiller og besvarer tre grundlæggende spørgsmål:
- Hvad er moralsk stress, og hvilke tegn skal man særligt være opmærksom på i det daglige arbejde?
- Hvorfor opstår moralsk stress?
- Hvordan kan man i en personalegruppe forebygge og bekæmpe moralsk stress gennem samarbejde?
Bogen er primært tiltænkt pædagogstuderende samt medarbejdere, tillidsvalgte og ledere i pædagogiske institutioner. Men den kan læses af alle, som ønsker at blive klogere på, hvordan moralsk stress kan forstås, forebygges og bekæmpes.