Lukkede familier og nomadefamilier
Denne guide beskriver lukkede familier og socialt udsatte nomadefamilier og giver en række forslag til, hvordan problemer relateret hertil kan gribes an i praksis.
Indhold
- I første kapitel af guiden beskrives lukkede familier, altså familier, som det er problematisk at etablere kontakt til eller sikre dialog og samarbejde med. Guiden oplister blandt andet en række af de forhold, som ofte ses hos lukkede familier og børnene, som lever i lukkede familier. Herudover beskrives nogle af de risiko- og beskyttelsesfaktorer, som har betydning for barnets udviklingsmuligheder.
- Andet kapitel beskriver socialt udsatte nomadefamilier, som er familier, der har et bekymrende mønster af hyppige flytninger. I kapitlet beskrives en række karakteristika ved socialt udsatte nomadefamilie, for eksempel beskrives forskellige typer af nomadefamilier.
- Tredje og fjerde kapitel handler om kommunale sagsbehandleres arbejde med lukkede familier og nomadefamilier. Tredje kapitel videreformidler blandt andet seks kommuners erfaringer og anbefalinger i forhold til opsporing, kontakt og samarbejde. Mens fjerde kapitel sætter fokus på sagsbehandlingsprocessen og nogle af de juridiske problemstillinger, der kan opstå.
- Femte kapitel handler om problemstillinger af hastende karakter og hvad man bør gøre i sådanne situationer.
- Sjette kapitel beskriver andre relevante foranstaltninger som fx kommunens mulighed for at træffe afgørelser om ophold i daginstitution uden forældremyndighedsindehavers samtykke og forældrepålæg.
- Syvende og sidste kapitel handler om samarbejdet mellem kommunerne i de sager, hvor nomadefamilier flytter mellem kommuner. Kapitlet beskriver blandt andet, hvilken kommune der har handlepligten og hvad man bør være opmærksom på i disse sager.
Konklusion
- En lukket familie er overordnet kendetegnet ved, at familien er svær at komme i kontakt med og/eller etablere et samarbejde med. Samtidigt nærer familien mistillid og mistro til systemet og myndighederne. Lukkede familier ses i hele landet og i alle samfundslag, dog skønnes det, at socialt udsatte familier udgør den største del af de lukkede familier.
- Nomadefamilier kan dække over alle familier med hyppige flytninger, men bliver i denne guide anvendt om familier, der har et bekymrende mønster af hyppige flytninger og som i større eller mindre grad må betegnes som socialt udsatte.
- I kapitel 3-7 i guiden gennemgås en række metoder og problemstillinger til brug for arbejdet med de lukkede familier i praksis.
Metode
Denne guide er baseret på:
- Seks kommuners bidrag med erfaringer fra praksis
- Ankestyrelsens erfaringer fra behandling af klagesager og egendriftssager samt praksisundersøgelser og Task Force på børneområdet