Indhold

Dette er den afsluttende rapport fra projektet "Dialoggruppe – om forebyggende foranstaltninger som alternativ til anbringelse". Rapporten evaluerer de 23 forebyggende foranstaltninger, der de seneste fire år (2009-2012) har deltaget i Dialogprojektet. Projektet er igangsat af Socialstyrelsen og gennemført af SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd i samarbejde med COWI A/S.

Projektets overordnede formål har været at generere og sammenfatte viden, som kan bruges af landets kommuner til at iværksætte den støtte og hjælp, som udsatte børn og unge har behov for, og herigennem sikre deres trivsel og udvikling. Projektet bygger på omfattende datamateriale om 23 forebyggende foranstaltninger i ti udvalgte kommuner fordelt over hele landet. Foranstaltningerne er alle – på nær to – tilbud baseret på lov om social service § 52, stk. 3. De ti udvalgte kommuner, der har deltaget i projektet, er: Assens, Brøndby, Faxe, Fredericia, Helsingør, Hillerød, Mariagerfjord, Thisted, Aalborg og Aarhus.

I rapportens kapitel 2 præsenteres nøgletal for målgruppen, der blandt andet ser nærmere på andelen af 16-22-årige, der er i uddannelse, andelen af teenagemødre samt andelen, der modtog en forebyggende indsats eller var anbragt.

Kapitel 3 beskriver de risiko- og beskyttelsesfaktorer, som forskningen finder er særligt relevante i arbejdet med udsatte børn/unge og deres familier.

Kapitel 4 beskriver de forebyggende foranstaltninger, der indgår i Dialogprojektet: Først beskrives udvælgelsesprocessen og dernæst beskrives den enkelte foranstaltnings målgruppe og formål, samt hvilke metoder de bruger i det daglige arbejde.

I kapitel 5 beskriver forfatterne, hvordan man kan gennemføre en effektmåling samt de metodiske overvejelser bag evalueringen i Dialogprojektet, og endelig i kapitel 6 gengives resultaterne af det samlede arbejde.

Konklusion

Foranstaltningerne, der indgår i projektet, spænder vidt. Nogle af foranstaltningerne henvender sig til endnu ufødte børn og deres mødre, mens andre henvender sig til unge, der gennem efterværn får støtte og hjælp til overgangen til et selvstændigt voksenliv.  Det er derfor svært at sige noget generelt om foranstaltningerne under ét. Projektet peger dog på nogle overordnede fællestræk, der kendetegner den gode praksis:

• Foranstaltningerne har generelt fokus på, at udsatte børn, unge og deres familier har brug for støtte til at bygge bro (bridging), hvad enten det drejer sig om at udvikle forældrenes handlekompetencer og gøre dem mere bevidste om egen adfærd og egne ressourcer eller om at udvikle de unges faglige kompetencer og sociale færdigheder.
• De fleste foranstaltninger har også generelt fokus på forældrenes, børnenes og de unges netværk og sociale kompetencer (bonding). Dette fokus er yderst vigtigt, hvad enten det drejer sig om at støtte og styrke relationen mellem det helt lille barn og dets forældre eller om at støtte unge til at få et ressourcestærkt netværk, hvor de kan finde støtte og rollemodeller, når arbejdet i foranstaltningen er til ende.
• De foranstaltninger, der viser den største udvikling i børnenes trivsel og udvikling, er foranstaltninger, der bruger familiebehandling som metode. Samtidig er de foranstaltninger, der viser størst udvikling blandt de unge, foranstaltninger, der arbejder med at opbygge de unges egne sociale kompetencer og netværk til almenområdet.

Metode

Dialogprojektet er bygget op omkring flere typer af viden, der alle har deres særlige bidrag til eksempler på god praksis:

• En indledende afdækning af kommunernes praksis baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt landets børn og unge-chefer
• En vidensopsamling, der fremhæver de forhold, som forskningen finder, man skal være særlig opmærksom på i arbejdet med udsatte børn, unge og deres familier
• En nøgletalsanalyse, som belyser strukturen og udviklingen i den enkelte kommune
• En række casestudier om de udvalgte forebyggende foranstaltninger
• En evaluering, der bygger på før- og eftermålinger af behandlernes vurdering af børnenes og de unges trivsel og udvikling.