ADHD problematikkens sociale aspekter. Kriminalitetsforebyggende indsatser

En undersøgelse af de kriminalitetsforebyggende indsatser i relation til ADHD problematikkens sociale aspekter.

Indhold

Denne rapport er en del af et større forskningsprojekt, gennemført i samarbejde mellem Aalborg Universitet og KORA i forbindelse med Socialstyrelsens program "Ny og forstærket indsats for børn, unge og voksne med ADHD". Forskningsprojektets overordnede formål har været at bidrage til øget forståelse af, hvordan ADHD-problematikken påvirker familiers og individers relationer til arbejdsmarkedet og samfundet og skabe grundlag for en strategi til en koordineret social indsats, som kan forbedre disse relationer. På denne baggrund skal forskningsprojektet sammen med kortlægnings- og udviklingsprojekter, som indgår i Socialstyrelsens program, danne grundlag for udarbejdelse af en national handlingsplan for den sociale indsats over for mennesker med ADHD.

Nærværende rapport har fokus på at belyse, hvad ADHD-diagnosen betyder for voksne kriminelles identitet og selvforståelse, og hvordan de oplever mødet med Kriminalforsorgen og det øvrige offentlige hjælpesystem i forbindelse med løsladelse og udslusning. Rapporten belyser også, hvordan frontmedarbejdere i to af Kriminalforsorgens institutioner møder voksne med diagnosen ADHD, eller hvor der er mistanke om en ADHD-problematik.

Rapporten henvender sig primært til beslutningstagere og professionelle, som i krydsfeltet mellem kommunernes og Kriminalforsorgens indsatsområde arbejder med de socialt udsatte borgere med mulig ADHD-problematik kombineret med andre komplekse og sammensatte problemer såsom kriminalitet, alkohol-/stofmisbrug, arbejdsløshed og psykiske vanskeligheder. Det er undersøgelsens formål at give indsigt i nogle af de centrale udfordringer, der er på området i relation til dømtes løsladelse, udslusning og tilsyn i forbindelse med overgangsprocessen fra afsoning af betingede såvel som ubetingede domme. Dette med henblik på at udvikle den samlede offentlige indsats på et kvalificeret grundlag, sådan at disse borgere i endnu højere grad kan modtage den hjælp, som de har brug for, og på sigt vil medvirke til, at de finder en vej ud af kriminalitet og misbrug.

Konklusion

Undersøgelsen konkluderer blandt andet, at de voksne kriminelle får med ADHD-diagnosen et sprog til at fortælle om deres liv på en måde, der giver mening for dem. De tager generelt diagnosen alvorligt, accepterer den som en sygdom og en skæbne og sætter sjældent spørgsmålstegn ved den. De anser den som forklaring på visse individuelle mangler og adfærds- og tilpasningsvanskeligheder. Det fører til, at diagnosen – gennem optagelse af en diagnostisk diskurs – giver de voksne kriminelle nye ord til at anskue deres fortid med.

De voksne kriminelle beskriver ADHD som en helt afgørende årsag til, at de fx har oplevet mobning, haft en dårlig skolegang, og også hvorfor de har haft svært ved at skabe stærke og stabile sociale relationer og netværk. De voksne kriminelle med ADHD-problematik anvender hellere ’ADHD-diagnosen’ som identitetsmarkør end ’kriminalitet’. Dette skyldes formentlig, at det stigma, der forbindes med ADHD, er mindre end det stigma, der forbindes med kriminalitet. De unge kriminelle beskriver også, hvordan diagnosen er kommet for sent, og at de ville ønske, at ”deres ADHD” var blevet opdaget noget før. Alt i alt viser diagnosen sig som en kategori, der har særlige konsekvenser for identitet og selvforståelse.

Undersøgelsen peger endvidere på udfordringer i forhold til manglende formel koordination og sammenhæng i social indsats i forbindelse med løsladelse fra fængsel og udslusning. Flere beskriver frustrationer over at have følt sig alene, og ikke at vide, hvem der kunne eller ville hjælpe dem. De beskriver også, hvilken betydning sagsbehandlere, mentorer og bostøtter har haft for dem. Bedre organiseringen af indsatsen synes således at være en nøgle til at udvikle de kriminalitetsforebyggende indsatser i forbindelse med ADHD-problematikker.

Metode

Undersøgelsen har fokus på klienters og frontmedarbejderes perspektiver på den aktuelle praksis i Kriminalforsorgen over for ADHD-problematikken og søger at afdække, hvordan praksis skabes og ’bliver til’. Undersøgelsen er baseret på en antagelse om, at forestillinger om ADHD blandt klienter såvel som frontmedarbejdere har betydning for praksis.

I materialet indgår forskellige typer af kvalitative data, bl.a. en række fokusgruppeinterview med fængselsbetjente og sagsbehandlere og enkelte sygeplejersker og lærere, ligesom enkelte ledere er blevet interviewet. Desuden er der foretaget syv individuelle interview med voksne kriminelle med ADHD-diagnose i alderen 18-44 år.

Undersøgelsen er gennemført i samarbejde med ledelse og medarbejdere i KiF-afdelingen i Aalborg, med Statsfængslet på Kragskovhede og med borgere fra flere kommuner i Nordjylland. Projektet er gennemført i et samarbejde mellem AAU og KORA, og forskningsprojektet er finansieret af Socialstyrelsen.