Flytning og hjemgivelse af anbragte unge

Ankestyrelsen efterlyser bedre sagsbehandling i sager, hvor unge flytter anbringelsessted eller hjemgives. Læs mere i denne praksisundersøgelse fra 2011.

Indhold

Ankestyrelsen har i denne praksisundersøgelse vurderet 16 kommuners praksis i sagsbehandlingen ved afgørelser om flytning eller hjemgivelse af 12-17-årige, der er anbragt uden for hjemmet. Sagerne om flytning omfatter flytning af unge anbragte til eget værelse og flytninger fra anbringelsessted beliggende uden for kommunen til et anbringelsessted inden for kommune.

Ankestyrelsen har i undersøgelsen vurderet, om kommunerne ved behandlingen af sagerne har fulgt de lovpligtige krav i serviceloven samt gældende praksis på området. Der har ved undersøgelsen været fokus på handleplaner, børnesamtalen og inddragelse af de unge. Praksisundersøgelsen har desuden berørt spørgsmålene om høring af anbringelsessted, afgørelse om hjemgivelsesperiode og udvalgte forvaltningsretlige emner.

Konklusion

64 af sagerne, svarende til 83 %, er præget af manglende dokumentation for, om sagsbehandleren har fulgt lovens krav til sagsbehandlingen. I 57 af sagerne mangler der dokumentation for, at kommunen har afholdt en egentlig børnesamtale med den unge om han/hendes holdning til kommunens afgørelse.

Ankestyrelsens undersøgelse viser også, at kommunerne sjældent opdaterer den handleplan, kommunen skal udfylde og bruge for at beskrive formålet med anbringelsen, og hvordan kommunen tilrettelægger arbejdet med den unge.

På trods af fraværet af den egentlige børnesamtale fremgår det i 84 % af sagerne, at kommunen har haft løbende kontakt til den unge i forløbet op til den konkrete afgørelse.

Hvor børnesamtalen skal være en samtale med den unge alene, umiddelbart inden der træffes afgørelse, kan den løbende kontakt og dialog blandt andet ske via telefon, netværksmøder og statusmøder, hvor også anbringelsesstedet og forældre deltager.

Metode

Resultaterne i praksisundersøgelsen bygger på de dokumenterede oplysninger i 81 sager om flytning eller hjemgivelse af 12-17-årige i 16 kommuner.

Praksisundersøgelsen er desuden suppleret med en børnesagkyndig vurdering af 26 udvalgte sager. Til den børnesagkyndiges vurdering er udvalgt sager, hvor sagernes problemstilling fremstår med en vis tydelighed, og hvor sagerne har en vis tyngde. Sager med utilstrækkelig dokumentation er således fravalgt, idet de ikke er vurderet egnet til at kunne vurderes børnesagkyndigt.