Anbragte børn mellem kammerater og pædagoger. En antropologisk analyse af socialitet og identitetsdannelse på døgninstitution
Set fra børnenes perspektiv
Indhold
Der sættes fokus på anbragte børns hverdagsliv på døgninstitutioner fra et børneperspektiv. Med børneperspektiv menes i denne sammenhæng, at Stokholm tager sit teoretiske og metodiske afsæt i børnenes beskrivelser af deres hverdagsliv som anbragte børn på døgninstitution, og i deres følelser, tanker og handlinger.
Konklusion
Stokholm viser i sine analyser, at børn anbragt på døgninstitution først og fremmest har fokus på at opnå samvær og fællesskab med de andre børn på institutionen, og dernæst har de fokus på betydningen af den pædagogiske praksis og pædagogernes arbejde med det enkelte barn:
For at kunne skabe forandring og igangsætte en bestemt identitetsdannelse for anbragte børn, må man medtænke såvel børnegruppens betydningsfællesskab som det individuelle barns handleevne, dets erfaring med, status i og velbefindende i børnegruppen (Stokholm, 2006: p. 243).
Metode
Metodisk er undersøgelsen baseret på etnografiske undersøgelser af to døgninstitutioner, og de har afsæt i deltagerobservationer af børnenes hverdagsliv på institutionerne. Stokholm tager i dette børneperspektiv afsæt i en analyse af den pædagogiske praksis, dvs. pædagogers arbejde, intentioner og pædagogik i forbindelse med at hjælpe og støtte børnene i deres udvikling.