Udsatte ældre borgere i hjemløshed
Specialiserede botilbud og flere boliger. Ifølge medarbejdere i den sociale sektor er det tiltag, som kan hjælpe ældre borgere ud af hjemløshed. Generelt er der behov for en mere borgercentreret indsats med mindre organisatorisk kompleksitet.
Indhold
De seneste nationale kortlægninger af hjemløshed har vist, at et stigende antal ældre borgere kommer ud i hjemløshed. Antallet af ældre borgere i hjemløshed steg med hele 58 procent fra 2009 og frem til den seneste kortlægning i 2019. Derfor har Rådet for Socialt Udsatte bedt VIVE afdække, hvad der kendetegner udsatte ældre i hjemløshed, og hvilke muligheder og udfordringer der gør sig gældende i indsatsen over for borgerne. Undersøgelsen bygger på interviews med medarbejdere i den sociale sektor og med enkelte udsatte ældre borgere, og den belyser blandt andet, at borgerne ofte kæmper med både psykiske vanskeligheder, problemer med misbrug og fysiske helbredsproblemer.
Konklusion
Forskellige grupper med forskellige behov
Medarbejderne fortæller, at de i deres arbejde møder to hovedgrupper af ældre borgere i hjemløshed, som også har forskellige behov for støtte.
Den ene gruppe har oplevet langvarig udsathed og hjemløshed og har gennem livet kæmpet med misbrug og psykiske vanskeligheder. Nu er de blevet ældre og dårligere, og som følge af mange års misbrug er kroppen slidt. De har ofte også alvorlige problemer med det fysiske helbred som hjertekarsygdomme, leverlidelser, lungesygdomme (herunder KOL), infektionssygdomme og sårtilstande.
Den anden gruppe er kommet ud i hjemløshed senere i livet. De har typisk oplevet noget, som ændrede deres liv, fx ægtefællens død eller en skilsmisse. Der er også borgere, som har mistet arbejdet, eller som har oplevet et stort tab af netværk og daglig kontakt med andre mennesker ved overgangen til efterløn eller pension. De er ikke vant til at færdes i misbrugsmiljøerne, og de har ofte svært ved at benytte forsorgshjemmene. Mange af mændene i denne gruppe har et betydeligt alkoholforbrug, mens kvinderne ofte har psykiske udfordringer.
Borgerne i den første gruppe har typisk behov for botilbud eller forholdsvis intensiv støtte for at kunne bo i egen bolig, hvor borgerne i den anden gruppe typisk har behov for at blive tilbudt en bolig, som har tilknyttet social støtte. Enkelte kan hverken se sig selv i et botilbud eller i en almindelig bolig. De efterlyser bl.a. muligheden for at kunne bo i et ’tiny house’ – en lille, flytbar bolig, som de gerne selv ville være med til at bygge.
Udfordringer i indsatserne
Borgerne må ofte opholde sig lang tid på midlertidige tilbud som herberger og forsorgshjem. Det skyldes både mangel på boliger og botilbud samt organisatoriske barrierer i indsatsen.
Ikke alle kommuner har tilbud til gruppen af borgere, der har de mest komplekse støttebehov, og andre kommuner melder om en betydelig ventetid på den type tilbud. Der er derfor behov for at etablere flere botilbudspladser til borgerne, i form af fx alternative plejehjemspladser og specialiserede botilbud til borgere med psykisk lidelse og misbrug. I de fleste kommuner er der også lang ventetid på at få en almindelig bolig selv gennem den kommunale boliganvisning. Medarbejdere vurderer desuden, at der ikke altid følger den rette støtte med, når borgere bliver tilbudt en bolig.
Indsatsen for borgerne bliver ofte besværliggjort af en høj organisatorisk kompleksitet og af bureaukratiske krav og procedurer. Bl.a. er kravene til udredning og dokumentation omfattende, særligt til specialiserede botilbud. Der er et generelt behov for en mere borgercentreret indsats, som tager udgangspunkt i borgernes støttebehov og opbløder systemets krav og procedurer.
Samarbejdet på tværs af forvaltningsområder kan skabe snitfladeproblematikker. Når bostøtten og ældreplejen skal samarbejde, støder medarbejdere på rigiditet i forhold til, hvad man ”må” under de enkelte paragraffer. Det samme gælder snitfladen mellem social- og beskæftigelsesområdet, hvor medarbejdere oplever, at borgere er på kontanthjælp på trods af deres komplekse problemer, og at misbrug kan gøre det vanskeligt at gennemgå jobafklaring og udredning for at få tilkendt førtidspension.
Metode
I denne undersøgelse bliver ’ældre’ defineret som borgere på 50 år og derover, fordi udsatte borgere ofte oplever en tidligere aldring end deres jævnaldrende.
Undersøgelsen er baseret på kvalitative interview. Der er blevet interviewet 41 medarbejdere i den sociale sektor, og interviewpersonerne inkluderer både ledere og medarbejdere i otte forskellige kommuner. Derudover er der blevet interviewet 13 ældre udsatte borgere.
Kommunerne og de sociale tilbud er anonymiseret i undersøgelsen, ligesom også medarbejdere og borgere optræder anonymt.