Optimismens politik - skabelsen af uværdigt trængende borgere

Hvis man kan arbejde, så skal man! Det har været fokus bag den danske beskæftigelsespolitik siden slutningen af 1990’erne. Men hvilke konsekvenser har den udvikling haft for den udsatte borger? Det undersøger Mathias Herup Nielsen i bogen ’Optimismens politik’.

Indhold

Den udsatte borger er blevet ’aktivitetsparat’, og det afgørende forhold er ikke længere, hvilket problem, borgeren vurderes at tumle med, men hvor godt vedkommende matcher arbejdsmarkedet. Det er netop den udvikling fra udsat til aktivitetsparat, Mathias Herup Nielsen sætter fokus på i denne bog.

Færre får tilkendt førtidspension, og flere og flere af de, der modtager kontanthjælp, vurderes at være parate til at tage en uddannelse eller at kunne arbejde. Kommuner, der genvurderer deres udsatte borgere for at finde ud af, at de faktisk godt kan arbejde, hyldes som tidens helt store socialpolitiske successer.

De ledige bliver til uværdigt trængende: De kan godt, men vil ikke, siger man – og derfor er det rimeligt at møde dem med hårdføre midler. Samtidig føler de udsatte borgere ikke, at de kan leve op til de mange krav.

Denne bog undersøger, hvad der er det politiske rationale bag beskæftigelsespolitikkens nye ’ja-hat’, og den udpeger nogle af de konsekvenser, udviklingen har haft.