Kortlægning af god kvalitet i praksis i bostøtten. En kvalitativ undersøgelse af kvalitet i bostøtte for mennesker med psykiske vanskeligheder, der bor i egen bolig
Med denne kortlægning sætter VIVE fokus på, hvordan kommuner arbejder med kvalitet i bostøtte til voksne mennesker med psykiske og sociale udfordringer med henblik på at skabe viden, som kan anvendes i arbejdet med kvalitet i praksis.
Indhold
Formålet med denne kortlægning er at give indblik i, hvordan kommuner arbejder med kvalitet i praksis og genererer den viden, som kommuner kan anvende til at arbejde for at øge kvaliteten. Kortlægningen tegner et billede af, hvordan kommuner arbejder med kvalitet i tilrettelæggelse og udførelse af socialpædagogisk bistand i henhold til servicelovens § 85.
VIVE har identificeret følgende 10 nøgletemaer, der kan anses som omdrejningspunkter i kommunernes arbejde med at udvikle kvalitet:
- Borgernes ønsker, drømme og motivation
- Virke og beskæftigelse
- Familie, venner og fællesskaber
- Brobygning til civilsamfund og frivillige fællesskaber
- Sundhed
- Trivsel og personlig udvikling
- Helhed og sammenhæng
- En fleksibel indsats i og uden for hjemmet
- En fælles faglig tilgang
- Det gode forløb – den gode opstart, det gode match og samarbejde, systematisk brug af data og den gode afslutning.
Kortlægningen introducerer blandt andet læseren for borgernes syn på temaerne og for beskrivelser af, hvordan en eller flere kommuner konkret arbejder med temaerne på en særlig lovende eller inspirerende måde. Desuden trækkes der tråde til den eksisterende viden om hvert tema.
Konklusion
Kortlægningen viser, at der allerede eksisterer en lang række inspirerende metoder og tiltag, man kan anvende på bostøtteområdet, hvis man ønsker at udvikle kvaliteten. Kortlægningen tydeliggør dog også, at der fremadrettet er behov for en større indsigt i særligt tre områder.
For det første viser arbejdet med kortlægningen, at der er behov for, at bostøtteområder bliver bedre til at dokumentere resultaterne af den kvalitetsudvikling, der arbejdes med.
For det andet viser kortlægningen, at der er behov for en nærmere undersøgelse af – og et overblik over – de organisatoriske forskelle, der er mellem de danske bostøtteenheder, og hvilken betydning det har for serviceniveauet og kvalitetsudviklingen. Kortlægningen tegner nemlig et billede af, at der er store forskelle, og at det får betydning for den kvalitet, kommunerne kan tilbyde, og de metoder og tiltag, der kan tages i anvendelse.
For det tredje tegner kortlægningen et billede af et område, der er under stor forandring i forhold til blandt andet målgruppen, varighed af indsatsen, form (gruppebaseret/individuelt), typen af støttepersoner (frivillige/professionelt uddannede) og lovgrundlaget (særlig med introduktionen af § 82 fra 2018). Det kalder på en mere grundlæggende undersøgelse af, hvordan disse nye forskydninger påvirker de juridiske rammer og retspraksis på området.
Metode
Denne kortlægning har taget udgangspunkt i en række forskellige kilder til at identificere og beskrive inspirerende eller gode praksisser på bostøtte-området. Herunder følgende kilder:
- Telefoninterviews vedrørende praksis i 16 kommuner og en mere dybdegående undersøgelse af 8 udvalgte casekommuner, der ud over interview også inkluderede observationer
- Interviews med borgere, fageksperter og ledere om, hvad de mener kendetegner kvalitet i bostøtte
- Litteraturstudiet ’Kvalitet i bostøtte’
- Dialog med Socialstyrelsens arbejdsgruppe, der har særligt kendskab til området og ligeledes har udarbejdet faglige pejlemærker til kommunerne.
I udgangspunktet hviler tilgangen til kvalitet i kortlægningen på en række perspektiver og vigtige valg, fx at det i særlig grad er prioriteret at arbejde med prakisser, der knytter sig til recovery, rehabilitering, Socialtilsynets kvalitetsmodel og kriterierne for lovende praksis.