"I Grønland er jeg for dansk, og i Danmark er jeg 'bare' Grønlænder" - Udfordringer for udsatte grønlændere i Danmark

Sociale organisationer og fagfolk, der arbejder med og for socialt udsatte mennesker, har igennem længere tid talt om et stigende antal socialt udsatte grønlændere – heriblandt også unge. De kommer til Danmark for at tage uddannelse, finde bolig og arbejde. Mange lever et godt liv i Danmark, men en forholdsvis stor del ender med at leve en udsat tilværelse. Denne rapport beskriver 12 grønlænderes fortælling om deres liv i Danmark.

Indhold

Denne rapport bygger på interviews med 12 forskellige grønlændere. Syv mænd og fem kvinder har fortalt deres livshistorie fra deres tilværelse i Grønland til deres liv i Danmark. Alle historierne er unikke, og nogen har således levet det meste af deres liv i Grønland, mens andre er opvokset i både Grønland og Danmark med deres grønlandske familier eller med deres danske plejefamilier. Nogen har været i Danmark i længere tid, mens andre kun har været i Danmark i få måneder. 

Kapitel 1 giver en introduktion og et historisk blik på Grønlands udvikling i nyere tid. Derudover indgår også en kort redegørelse for nogle centrale forskelle på Grønlands og Danmarks velfærdssamfunds indretning. Kapitlet belyser især de forhold, som kan have betydning for, at nogle grønlændere, der kommer til Danmark, kommer til at leve et udsat liv. Eksempelvis får grønlændere, der kommer til Danmark ikke tilbudt et integrationsprogram, fordi de ikke hører ind under definitionen "udlændinge". Grønlændere der kommer til Danmark får således ikke hjælp til at forstå Danmark, sproget, opbygningen af velfærdssystemet, historien og kulturen. Kapitel 2 belyser, hvilke grunde der kan være til, at nogle grønlændere flytter til Danmark, mens kapitel 3 belyser, hvordan mødet med Danmark opleves. I kapitel 4 kan man læse om de vilkår, som har været gældende i Grønland, og som kan være medvirkende til, hvordan det lykkes at integrere sig i Danmark. Kapitel 5 beskrives grønlændernes ønsker til livet i Danmark, mens kapitel 6 præsenterer forslag og refleksioner, som kunne have været medvirkende til, at de 12 grønlændere havde fået en bedre hjælp. Forslag som de medvirkende selv har givet udtryk for. Afslutningsvist omhandler kapitel 7, hvordan rapporten er blevet til, mens kapitel 8 belyser nogle andre centrale projekter på området, såsom Grønlænderstrategien. Efter hvert kapitel er der tre protrætter af de medvirkende.

Konklusion

Denne rapport viser, at det som socialt udsat grønlænder kan være svært at bede om og at få den nødvendige hjælp i det danske offentlige hjælpesystem, hvis man ikke ved, hvor man skal henvende sig, hvis man har svært ved at udtrykke sig på og forstå dansk, og når man først og fremmest søger husly og samvær med andre udsatte fra Grønland, som ikke hjælper en videre til den relevante hjælp.

Metode

Rapporten bygger på interviews af henholdsvis syv grønlandske mænd og fem grønlandske kvinder.