Hænger det sammen?

Sammenhængen i indsatsen for mennesker med hjemløshed, misbrug og/eller sindslidelse som problem.

Indhold

Denne rapport er den tredje i en serie af rapporter, der omhandler tilbuddene til mennesker med hjemløshed, misbrug eller sindslidelse som problem. Rapporten sammenfatter resultaterne fra den organisationssociologiske del af den samlede undersøgelse, der baserer sig på interview blandt ledere og koordinatorer med det formål at se på samarbejdsrelationer, organisation, principper og strategier i arbejdet. Undersøgelsen handler om, hvordan de lokale organisationer styrer indsatsen over for marginaliserede borgere med en eller flere af betegnelserne som sindslidende, misbrugere eller hjemløse, og belyser vekselvirkningen mellem meningsunivers og arkitektur. Meningsuniverset er holdninger, ideer og forestillinger om, hvad det er for et problem, der skal løses og hvordan det skal løses. Arkitekturen er de tilbud, som forventes at løse problemet og den bagvedliggende forvaltning, der fungerer som overordnet myndighed.

I den samlede undersøgelse indgik dels en etnografisk undersøgelse af brugernes livsverden og sociale relationer, dels en høring blandt udvalgte professionelle, dels denne organisationssociologiske undersøgelse af organiseringen af det samlede tilbud. De tre øvrige rapporter omhandler hver deres del af undersøgelsen: »Skjulte livsverdener«, som sammenfatter resultaterne fra de etnografiske undersøgelser, »Billeder fra hverdagen«, som sammenfatter resultaterne af de høringer, vi har gennemført med udvalgte professionelle deltagere, samt »Brugerne, de professionelle og forvaltningen«, som sammenfatter den samlede undersøgelses resultater, hvad angår brugernes livsverden, de professionelle og organisatoriske problemstillinger og det opsøgende arbejde og brugerindflydelsen indenfor systemet.

Rapporterne henvender sig til praktikere, koordinatorer, konsulenter og beslutningstagere inden for området.

Konklusion

På baggrund af de udførte interviews kan rapporten blandt andet konkludere, at den dominerende forestilling blandt informanterne er, at brugerne er ensomme og isolerede. De har en afvigende adfærd og et meget lille netværk. Samfundet kan ikke rumme deres tydelige tegn på afvigelse, og de marginaliseres derfor i forhold til social omgang, boliger, arbejde, mv. De opfattes ofte som besværlige, da de ikke passer til de tilbud, som er, og som gives.

Forestillingen giver anledning til to strategier. Den ene er en omsorgsstrategi, hvor der tages hånd om brugerne gennem væresteder, overnatning, mad, samtale, kontakt osv., og hvor deres afvigelse accepteres. Det er en strategi, som bliver begrundet med, at det ikke nytter at behandle, og man derfor ligeså godt kan opgive og i stedet sikre de pågældende en tålelig tilværelse. Det er en holdning, som overvejende formuleres af politikere på området. Den anden strategi er omsorg kombineret med behandling, hvor omsorgen ses som en måde at komme i kontakt med brugerne, for at tilbyde behandling, når det er relevant og acceptabelt. Den er for nogle – overvejende ledere af tilbuddene – begrundet i et ønske om at give mulighed for normalisering og for deltagelse i samfundet gennem bolig, arbejde, mv. Strategien begrundes ofte ud fra et næstekærligt syn på brugerne, hvor erfaringen med mange mislykkede behandlingsforsøg forbindes med stor tålmodighed i håb om, at det en dag vil lykkes.

Undersøgelsen belyser fire former for styring, som benyttes på området: Styring via struktur, via tværgående fora, via institutionsledere og via kompetenceudvikling. Et gennemgående element i alle styringsformerne er at lære hinanden at kende og krydse de faste organisations- og professionsgrænser. Forvaltningsledere ønsker, at alle trækker i samme retning, og beslutningsgangen er de fleste steder præget af konsensus. Der styres ikke ved hjælp af skriftlige direktiver, og forvaltningslederne ønsker at lede med dialog frem for top-down-ordrer. Også når de skal træffe konfliktfyldte eller ubehagelige beslutninger.

Tilbuddenes traditionelle tilhørsforhold betyder, at samordningen af de forskellige ydelser til personer med blandingsmisbrug eller både sindslidelse og misbrug giver anledning til problemer i form af manglende koordinering mellem de forskellige differentierede ydelser. Det er den fremherskende organisatoriske problematik. Der er mange enkelttilbud, som virker relevante, men hvor det er svært at få samarbejdet til at fungere, når brugeren går på tværs. Den historiske opdeling i de tre (fire) områder, og opdelingen i amtslige og kommunale systemer samt en række private tilbud gør det komplekst at udvikle løsninger for personer, der går på tværs. Det kan konkluderes, at den eksisterende organisering er utilstrækkelig, og der på trods af ti års fokus stadig er problemer på området.

Metode

Undersøgelsen består af 42 interview med 58 nøglepersoner i fem regioner i Danmark foretaget i foråret 2002. Det er amts- og kommunalpolitikere, ledende embedsmænd i forvaltninger, ledere af forskellige former for tilbud og repræsentanter for det private, ofte frivillige arbejde. Der er ikke talt med brugere og medarbejdere i denne del af undersøgelsen. Det er derfor kun en del af meningsuniverset, der præsenteres i det følgende – den del som de, der er med til at styre og fylde arkitekturen ud, repræsenterer.