God social misbrugsbehandling

En undersøgelse af hvad der skal til for at sikre en god social misbrugsbehandling.

Indhold

Denne rapport indeholder en undersøgelse af den sociale misbrugsbehandling. Formålet med rapporten er at give et overblik over, hvad den sociale behandlingsindsats inden for misbrugsbehandling består af, og hvad der virker for på den måde bidrage til den løbende kvalitetsudvikling inden for misbrugsbehandling. Målgruppen for rapporten er beslutningstagere i kommunerne samt ledere og personale på behandlingsinstitutioner, der retter sig mod mennesker med et alkohol- og stofmisbrug.

Den sociale indsats omfatter forskellige samtalebaserede interventioner og behandlingsmetoder, som ikke nødvendigvis involverer medicinsk behandling, men hvor tæt samarbejde med den sundhedsfaglige del af behandlingen er en forudsætning for at kunne imødekomme klienternes ofte komplekse problemstillinger. På trods af forskelle i opgaver og udfordringer inden for de forskellige behandlingsenheder er der også lighedspunkter i forhold til kvalitet og indhold af den sociale indsats. Det er dette, rapporten omhandler. Rapporten bidrager desuden med et oplæg til kvalitetstandarder, der kan anvendes til at gennemgå og overveje udvikling af den sociale indsats i praksis.

Konklusion

Rapportens hovedkonklusion er, at der er dokumentation for, at misbrugsbehandling virker op til seks måneder efter afsluttet behandling. Desuden viser undersøgelsen at mere ikke er bedre. Behandlingseffekten øges ikke nødvendigvis med stigende behandlingsintensitet, men i stedet når klienternes individuelle behov matches med en behandlingsindsats, der imødekommer disse behov og som er fleksibel i forhold til ændringer i klienternes livssituation.

Behandlingsindsatser bør besluttes med fokus på demografiske faktorer, misbrugskarakteristika og klientens individuelle og sociale ressourcer. Behandlingen bør sikre fleksibilitet ved at arbejde struktureret med løbende afklaring. Der opnås øget effekt ved en helhedsorienteret indsats, der integrerer socialt orienterede, metodespecifikke og sundhedsfaglige interventioner, og når der afsættes ressourcer til efterbehandling/opfølgende behandling. I tilfælde, hvor misbrug af alkohol eller stoffer er udtryk for en kompleks social og helbredsmæssig problematik, bør man prioritere længerevarende rehabilitering og opfølgning. Dette må ske i samspil med faktorer uden for behandlingen: boligsituation, inklusion i samfundet og deltagelse i sociale fællesskaber, herunder de fællesskaber, der kan være inden for uddannelse/beskæftigelse.

Anvendelse af en sagskoordinator/casemanager øger chancen for, at klienten indgår i relevante tilbud, men er ikke i sig selv behandling af stofmisbrug.

De metoder, hvor der er påvist effekt, indeholder overvejende elementer af kognitiv terapi, adfærdsterapi, problemløsende terapi, færdighedstræning og motivationsforstærkende indsatser samt inddragelse af pårørende. Det er kendetegnende, at ingen af disse metoder er specielt konfronterende eller analytisk tolkende. Derudover kan der være variation mellem de forskellige elementer, hvem og hvor mange aktører der involveres i behandlingen samt behandlingsintensitet.