Dømt til personlig udvikling - Identitetsarbejde i revalidering
Du kan i denne bog læse om mødet mellem system og klient, som det tager sig ud i det praktiske sociale arbejde. Særligt handler bogen om identitet og kategorisering.
Indhold
Særligt henvender den sig til praktikere, der arbejder med socialt arbejde, studerende ved de sociale højskoler og pædagogseminarierne samt til universitetsstuderende.
Forfatteren undersøger møder mellem klienter og socialarbejde i to revalideringscentre. Hun viser, hvordan socialarbejderes kategorisering af en klient og dennes problemsituation hænger tæt sammen med den organisatoriske kontekst, som danner rammen om dette møde.
Forfatterens analyser viser, hvordan de klientidentiteter, som socialarbejdere benytter sig af, afslører de mål og metoder, som vores velfærdsorganisationer anvender. Det er for eksempel kategorier som: fastlåst, flytbar, pensionsegnet, sygdomsfikseret med videre.
Forfatteren peger på, at en særlig behandlingsdiskurs, der hviler på en forestilling om, at personlig udvikling altid vil være det gode, får en stor betydning for forhandlingen af klienters identiteter. Når nogle klienter ikke selv har et ønske om at udvikle sig, eller når de på nogle måde sætter sig imod det individfokuserede behandlingsarbejde i revalideringscentrene, bliver de set som ”benægtende” eller tildeles andre negative identiteter. Disse fastholder klienterne som problempersoner.
I bogen udføres detaljerede analyser af mødet mellem klienter og socialarbejdere. Derudover indeholder den et pædagogisk anlagt teorikapitel, som diskuterer begreberne identitet og kategorisering. Yderligere indeholder bogen en grundig diskussion af de metodeovervejelser, som forfatteren har gjort sig i forbindelse med sit feltarbejde.