Aktiviteter der styrker naboskabet
Er du interesseret i at vide mere om, hvad forskningen siger om aktiviteter og sociale netværk i forhold til tillid, tryghed og sundhed i socialt udsatte boligområder? Eller leder du efter inspiration til aktiviteter, der kan styrke naboskabet? Så læs med her i en kortlægning udgivet af Center for Boligsocial Udvikling.
Indhold
Her finder du en kortlægning af international forskning og erfaring omkring aktiviteter, der styrker naboskabet i socialt udsatte boligområder. Formålet med kortlægningen er at finde nye måder at styrke netværk, deltagelse og social kapital i udsatte boligområder i Danmark.
Aktiviteterne i kortlægningen er inddelt efter en forandringsmodel, hvor det fremgår, hvilke mekanismer, resultater og effekter, aktiviteterne hver især har.
I de indledende kapitler i kortlægningen kan du læse, hvordan forfatterne redegør for begrebet ”social kapital”, som er centralt og gennemgående for rapporten. Desuden kan du finde en forklaring på de forskellige tilgange, forfatterne har identificeret i forhold til aktiviteter i de socialt udsatte boligområder. Her finder du tilgangen for kollektiv handlingskapacitet, netværkstilgangen, styrketilgangen og empowerment-tilgangen.
Den centrale del, som i høj grad er relevant for boligsociale medarbejdere, finder du i Aktivitetskataloget. Her redegør forfatterne for syv typer af aktiviteter: nabomægling, beboerarrangementer og fester, intergenerationelle aktiviteter, timebank, nyttehaver, community art samt ungeråd og organisering af unge. I redegørelsen finder du blandt andet metodebeskrivelser, formål og målgruppe, resultater og effekter, overvejelser om praksis samt relevante hjemmesider.
Aktivitetskataloget bygger på international forskning og erfaringer fra projekter i en række lande. Hver aktivitetsform er passet ind i forandringsmodellen efter hvilken tilgang og hvilket formål aktiviteten har. I bilagene kan du læse mere om, hvor og hvordan forfatterne har fundet litteratur om de forskellige aktivitetsformer.
Konklusion
Forfatterne konkluderer, på baggrund af en undersøgelse af international forskning, at social kapital er relateret til både tillid, tryghed, sundhed, deltagelse, ejerskab og engagement. Forskningen viser ifølge kortlægningen, hvordan der opstår en gensidig synergi i forhold til bedre netværk, gensidige relationer og for eksempel deltagelse og beskæftigelse. Det vil sige, at der ikke som sådan er en ensidig effekt af en styrket social kapital, men nærmere et samspil mellem gode relationer og tillid, tryghed og sundhed.
Metode
Forfatterne til denne kortlægning beskriver, hvordan de har udfærdiget en realistisk forskningsoversigt. Det vil sige, at forfatterne i arbejdet med oversigten har haft øje for kompleksiteten af sociale indsatsers virkninger og at de har haft til formål at forstå sammenhængen mellem indsats og virkning.
For bedre at kunne forstå sammenhængen mellem indsats og virkning i de enkelte aktivitetsformer, har forfatterne udviklet forandringsteorien og den dertilhørende forandringsmodel, der er benyttet i kortlægningen.
Du kan læse meget mere om den litteratursøgning, der ligger til grund for kortlægningen i bilagene sidst i rapporten.