Unyttig som en rose

Har syge mennesker mindre værdi? Hvem skal definere, hvad det at komme sig indebærer og skal tidligere syge altid være dobbelt så raske for at være raske?

Indhold

Bogen er en direkte fortsættelse af den tidligere bog "I morgen var jeg altid en løve", hvor forfatteren beskriver sit lange alvorlige forløb med psykisk sygdom. Flere gange refererer hun til sine indlæggelser, og lægger i den nye bog endnu mere vægt på detaljeret at beskrive, hvor betydningsfuldt det er at møde det andet menneske med respekt, anerkendelse og håb. Det kan vi kun, hvis vi lever efter et menneskesyn, der tager udgangspunkt i, at alle mennesker har værdi. Citat: "Vi har værdi, fordi vi er til".

Nu, da Arnhild Lauveng er rask og arbejder som psykolog indenfor psykiatrien, oplever hun selv, hvor let man kan komme til at afvise og stigmatisere det sårbare menneske uden at ville det. Selvom vi tror, vi ved og kan meget om kommunikation, kender vi kun en flig af de mennesker, vi prøver at hjælpe videre i livet. Det maner til nødvendig ydmyghed i hvert eneste møde, hvilket bogen leverer mange illustrationer af.

Sproget er letlæseligt og iblandet en humoristisk og selvdistancerende attitude, så man, til trods for det alvorlige emne, af og til må trække på smilebåndet. Sproget blomstrer og er fyldt med sigende metaforer, som tydeliggør pointerne på en særlig måde. Bogen er krydret med sigende og korte digte, som forfatteren selv har skrevet. De rammer præcist og inviterer til opslag og citat i andre situationer senere hen.

Arnhild Lauvengs måde at dvæle ved dagligdags begreber på er fascinerende. Fx hendes skelnen mellem håb og tro, hvor det bliver indlysende, at man sagtens kan håbe uden at tro. Den slags filosoferen bliver læseren rig af, og der er mange lignende eksempler.

Bogen henvender sig til professionelle, der samarbejder med patienter, brugere, klienter og borgere, kort sagt alle, der i deres daglige arbejde har fokus på mellemmenneskelige relationer.