Livet med demens – styrket kvalitet i indsatsen
I denne publikation finder du Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til den nationale demenshandlingsplan 2025.
Indhold
I efteråret 2015 indgik Regeringen og Folketingets satspuljepartier en aftale om at afsætte midler til at understøtte udviklingen på demensområdet, hvilket i efteråret bliver udmøntet i den nationale demenshandlingsplan 2025. Den nærværende publikation er Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til denne handleplan. Oplægget udgør Sundhedsstyrelsens bidrag til Sundheds- og Ældreministeriets arbejde med at udforme handlingsplanen.
Det faglige oplæg er udarbejdet med inddragelse af flere centrale aktører på demensområdet i Danmark. Aktørerne har deltaget dels i en referencegruppe, dels i tematiserede arbejdsgrupper.
Det faglige oplæg indeholder en lang række anbefalinger til initiativer i handlingsplanen. Anbefalingerne har til hensigt at styrke kvaliteten i indsatsen og forbedre livskvaliteten for den enkelte borger med demens og for borgerens pårørende. Samtidigt har anbefalingerne til hensigt at give personalet på landets plejecentre bedre redskaber, som kan bruges i arbejdet med mennesker med demens.
Konklusion
I det faglige oplæg påpeger referencegruppen og arbejdsgruppen en række temaer, som er særligt afgørende for, at regeringens målsætning om et demensvenligt Danmark kan lykkes. De følgende pejlemærker for en styrket indsats på demensområdet fremhæves:
- Forebyggelse og rehabilitering. Forebyggende indsatser samt øget viden kan forebygge og bremse udviklingen af demenssygdommen og de sociale, psykiske og fysiske følgevirkninger længst muligt. Dertil fremhæves fokus på ressourcer og muligheder samt målrettede rehabiliteringsforløb, da de kan understøtte vedligeholdelse af fysiske og kognitive evner og livskvalitet hos mennesket med demens.
- Tidlig opsporing og udredning. Det er væsentligt at styrke den tidlige opsporing af demens og udredning med specifikke demensdiagnoser. Hermed skabes et grundlag for målrettede og fokuserede indsatser i demensforløbet.
- Behandling og pleje og omsorg med fokus på den enkeltes behov. Indsatsen skal dels styrkes ved et fokus på opkvalificering af ledere og social- og sundhedsfagligt personale, dels ved at behandling og pleje af mennesker med demenssygdom i et hvert tilfælde tager afsæt i det enkelte menneskes behov og værdier.
- Sammenhængende forløb – fra diagnose til livets afslutning. Det er væsentligt, at der arbejdes med at udvikle tilbud til mennesker med demens, som er sammenhængende og tilpasset den enkelte, hvilket skal gælde fra den tidlige opsporing og til livets afslutning. Dette stiller blandet andet krav til samarbejde mellem aktører på tværs af sektorer.
- Kompetenceløft. Det er afgørende, at fagprofessionelle i sundheds- og plejesektoren har forståelse for – og faglige kompetencer til at indgå i anerkendende og personcentreret behandling og pleje af mennesket med demens. Der er fortsat et behov for at styrke dels basal viden om demenssygdom, dels den mere specialiserede viden blandt fagprofessionelle. Det er vigtigt, at der blandet andet gennem faglig ledelse arbejdes på at forbedrede kompetencer bliver sat i spil i praksis.
- Afstigmatisering og viden. Det er vigtigt, at de fordomme, tabuer og stigmatisering, som mange mennesker med demens oplever at blive mødt med nedbrydes, for hermed at mindske risikoen for ensomhed, depression og isolation. Samfundets generelle bevidsthed om demens og dens konsekvenser skal derfor øges, så borgeren bliver mødt med forståelse, respekt og støtte.
- Forskning og bedre data. For at styrke og højne demensindsatsen, er det centralt, at der forskes i både de sociale- og sundhedsfaglige indsatser og metoder, herunder forebyggelse og behandling af demens, samt i virkningsfulde indsatser i relation til pleje og omsorg. På den måde bringes der ny og valideret viden til området, hvilket er til gavn for mennesker med demens.
- Indikatorer for udviklingen på demensområdet frem mod 2025. Demensindsatsen kan styrkes i fremtiden, hvis der udvælges centrale, konkrete, målbare og operationelle indikatorer til at følge udviklingen på demensområdet frem mod 2025.
- Evaluering af indsatser og initiativerne. Initiativerne i den kommende nationale handlingsplan bør evalueres, hvilket bør indgå som en del af alle initiativer og tænkes ind fra begyndelsen.
Metode
De anbefalede indsatser i det faglige oplæg bygger på et stort vidensgrundlag, herunder:
- Forskning på demensområdet
- Større evalueringer og undersøgelser af initiativer og indsatser
- Erfaringer fra initiativer fra den første handleplan
- Nationale og internationale erfaringer og viden på området, herunder referencegruppens og arbejdsgruppernes viden om og indsigt i demensområdets udfordringer
- Sundheds- og Ældreministeriets udgivelse: ”Statusrapport på demensområdet i Danmark”.