Hvidbog om Demens og Socialpædagogik
Som det fremgår af undertitlen til hvidbogen stiller den skarpt på; ”Hvordan socialpædagogikken kan styrke den tværfaglige indsats på demensområdet”. Så hvis du er interesseret i at blive klogere på, hvad socialpædagogisk arbejde med mennesker med demens består i – og kan bidrage med på området, kan du med rette læse denne hvidbog.
Indhold
Du kan i hvidbogen om socialpædagogik og demens få indsigt i – og inspiration til, hvad socialpædagogik kan bidrage med på demensområdet. Bogen kan således være relevant for både socialpædagoger, der allerede arbejder med – eller ønsker at arbejde med mennesker med demens, for studerende på pædagoguddannelsen med interesse for demensområdet, såvel som for ledere på dag- og plejecentre og aktivitetstilbud og for beslutningstagere på de forskellige politiske niveauer.
Indledningsvis fremhæver forfatteren, at bogens tilblivelse er sket i samarbejde med flere personer med demens, ægtefæller og andre nære pårørende samt socialpædagogiske ledere og medarbejdere og andre fagpersoner, der arbejder på området. Dette afspejles for eksempel ved den plads, de mange citater fra disse forskellige mennesker har fået i bogens kapitler.
Hvidbogen præsenteres ikke som en decideret metodebog med konkrete retningslinjer for, hvordan socialpædagogiske metoder anvendes i arbejdet med mennesker med demens. Du kan dog i kapitel 4 få indblik i en vifte af metoder og tilgange, som socialpædagoger anvender i deres professionelle arbejde med målgruppen, eksempelvis ’den personcentrerede pleje og omsorg’ samt ’KRAP-metoden’.
Herudover kan du blandt andet læse om det forfatteren beskriver som et paradigmeskift på demensområdet. Dette omhandler et skift fra et overvejende fokus på sundhedsfaglige tilgange, over til en øget opmærksomhed på - og inddragelse af socialfaglige tilgange. I dag ses således en udvikling på området, hvor sundhedsfaglige og socialfaglige medarbejdere, som faggrupper med forskelligartede kompetencer, i langt højere grad end tidligere tænkes ind i et tværfagligt samarbejde omkring det professionelle arbejde med mennesker med demens og deres pårørende.
Hvidbogen indeholder følgende kapitler:
Kapitel 1: Omhandler det ovenfor beskrevne paradigmeskift. Kapitlet skitserer udviklingen på området over det seneste årti og belyser i den sammenhæng den stigende politiske -, forskningsmæssige -, offentlige - og faglige opmærksomhed, som demensområdet har opnået i denne periode.
Kapitel 2: Dette kapitel giver en introduktion til selve demensbegrebet, hvormed du kan blive klogere på, hvad demens er. Kapitlet beskriver kendetegnene ved forskellige slags demenssygdomme og formidler hertil et udvalg af nyere forskningsresultater på området. Herudover stiller kapitlet skarpt på yngre mennesker med demens, mennesker med særlige behov og demens, samt lovgivningen på demensområdet.
Kapitel 3: Ved præsentationen af en lang række citater fra mennesker med demens og deres nære pårørende bliver læseren i dette kapitel indført i (hverdags-)livet med demens. Disse er personlige beretninger om, hvordan forskellige aspekter af livet ændrer sig med demenssygdommen, både i forhold til den enkelte og i relationen til personens partner, børn, andre familiemedlemmer og nære pårørende. Du kan blandt andet læse om forskellige livsfaser i demensforløbet, og om de forandringer, der sker i hverdagens rutiner, selvforståelsen og identiteten samt kærlighedslivet.
Kapitel 4: Kapitlet omhandler den socialpædagogiske faglighed i arbejdet med mennesker med demens. Kernen i den socialpædagogiske faglighed indkredses, og det beskrives, hvorledes socialpædagogik kan anvendes – og allerede bliver anvendt i arbejdet med mennesker med demens. Kapitlet gennemgår som beskrevet en række forskellige socialpædagogiske metoder og tilgange, som er kendetegnende for denne fagligheds bidrag til den tværfaglige indsats på demensområdet. Kapitlet belyser ydermere det etablerede socialpædagogiske arbejde med mennesker med samtidig Downs syndrom og demens.
Kapitel 5: Omdrejningspunktet for dette kapitel er en model, som forfatteren har udarbejdet; den tværfaglige samarbejdsmodel, som illustrerer, hvordan samarbejdet mellem en lang række forskellige fagpersoner kan bidrage til at understøtte en helhedsorienteret indsats i arbejdet med mennesker med demens og deres familier.