Evaluering af projekt Medborgerskab B
Projekt ’Medborgerskab B’ er en del af i alt tre initiativer i et medborgerskabsprojekt under satspuljeaftalen for 2008. Projektet skal medvirke til at styrke medborgerkompetencerne hos personer med nedsat psykisk funktionsevne.
Indhold
Denne rapport er en evaluering af projektet "Medborgerskab B". Projekt Medborgerskab B er et projekt, som er målrettet borgere med mindre omfattende psykiske funktionsnedsættelser, som typisk ikke bor i botilbud, men i stedet bor i mindre bofællesskaber eller i egen lejlighed. Hovedgruppen af denne målgruppe er altså praktisk selvhjulpen og har kun begrænsede kommunikative funktionsnedsættelser. Projektet har til formål at udvikle og afprøve metoder, redskaber og formidlingsmateriale, som dels kan give personer i målgruppen viden om egne rettigheder, og dels kan give målgruppen konkrete redskaber til at udøve disse rettigheder i praksis. Målene for projektet har bl.a. været:
- At målgruppen får kendskab til og gør aktivt brug af deres rettigheder og muligheder
- At målgruppen bliver inkluderet i samfundet
- At målgruppen får adgang til forståelig information om rettigheder og muligheder
- At målgruppen understøttes i sociale og personlige kompetencer til at gøre brug af rettigheder og muligheder
- At undervisere på uddannelsesinstitutioner har redskaber til at undervise i rettigheder og muligheder.
Projekt "Medborgerskab B" er opdelt i to delprojekter:
- Første delprojekt "Brugerevejledere i medborgerskab" har haft til sigte at uddanne personer i målgruppen til brugervejledere. Brugervejledere er personer med nedsat funktionsevne, der på frivillig basis varetager formidlingsopgaver i forhold til medborgerrettigheder og medborgerskab over for andre personer med nedsat kognitiv funktionsevne. Denne evaluering har fokus på, om projektet har opnået sine mål.
- Andet delprojekt "Undervisningspakke i medborgerskab" har haft til sigte at udvikle og afprøve en undervisningspakke i samspil med eksisterende medarbejdere på uddannelsessteder for målgruppen. Undervisningspakken fungerer som et generelt tilbud til personer i målgruppen, men har primært været målrettet unge på STU’er (Særligt Tilrettelagt Uddannelse) og højskoler mv.
Konklusion
Evalueringen viser, at målgruppen har opnået viden og færdigheder om deres rettigheder og muligheder, primært i forhold til selvbestemmelse, medbestemmelse og indflydelse. Brugervejlederne har derudover formidlet viden om rettigheder og muligheder til andre med kognitive funktionsnedsættelser.
Elever og kursusdeltagere har oplevet, at de har haft adgang til forståelig information om rettigheder og muligheder, og at de har opnået øget viden om emnerne. Dette støttes af tilbagemeldinger fra underviserne. Kursusdeltagerne og eleverne har desuden i vid udstrækning givet udtryk for, at forløbene har været positive. Tilbagemeldinger fra tilhørere til brugervejledernes foredrag har også vist, at brugervejlederne formår at formidle den viden, de har opnået på en nærværende og letforståelig måde.
Desuden har undervisere og pårørende til elever, der har deltaget i uddannelsespakken, oplevet, at en del af eleverne har ændret adfærd også uden for undervisningen. Tilpasning af forløbene til målgruppen har været vigtig. Underviserne har lagt vægt på, at der er mulighed for at tilpasse materialer til den enkelte elevgruppe eller elev. Samtidig giver brugervejlederne udtryk for, at det har været godt at modtage individuel coaching og støtte i forbindelse med de praktiske øvelsesforløb.