Indhold

Rapporten indeholder et rids af psykiatriens udvikling fra 1950’erne og frem til i dag og sammenligner desuden med udviklingen i de øvrige nordiske lande. 

Siden 1950'erne er sengepladserne blevet reduceret betragteligt, blandt andet efter udlægningen af psykiatrien til amterne i 1976 og i 1990'erne ved en forkortning af indlæggelsestiden, som blev udnyttet til at få flere behandlet. I begyndelsen af 2000 skete en yderligere reduktion af antal sengepladser, idet stadig flere behandles ved ambulante forløb og i distriktspsykiatrien.

Den moderne behandling har skabt behov for en omfattende social indsats, og bid for bid er en del af denne blevet imødekommet. Men udviklingen er sket gennem kortvarige aftaler og blevet finansieret af projektmidler, så en egentlig reform afventer Danmark stadig. Systemet begyndte først at imødekomme de sociale behov op i 1990’erne, da Folketing og regering engagerede sig og skaffede finansiering gennem centrale puljemidler. Der skete således intet for de sindslidende, før centralmagten kom ind i billedet med puljemidler og psykiatriaftaler.

"Puljer" er noget specielt dansk, og de har siden midten af 1980'erne dannet rammen om mange forsøg og projekter på det sociale område. Et andet specifikt dansk begreb er "socialpsykiatri". Ordet betegner den sociale støtte, som i bolig og dagligdag gives til mennesker med sindslidelse. Med den nye kommunalstruktur er socialpsykiatrien skilt fra psykiatrien og er blevet kommunernes ansvar, men da den sociale indsats er meget vigtig i forhold til psykiatriske patienter, er denne opdeling i psykiatri og socialpsykiatri ikke særlig heldig.

Psykiatriaftalerne 1997-99, 2000-02, 2003-06 og 2007-10 har dannet grundlag for udviklingen i psykiatrien, og finansieringen er kommet fra satspuljemidlerne. Det har blandt andet resulteret i en større andel af enestuer på de psykiatriske afdelinger og der er sket en faglig udvikling med opsøgende team og tidlig indsats over for alvorlige psykoser og andre sindslidelser.

Konklusion

Rapporten konkluderer, at sygehusbehandlingen af psykiske lidelser er blevet suppleret med en distriktspsykiatri, der varetager behandling og en socialpsykiatri, der tager sig af den sociale situation for personer med sindslidelse med det resultat, at hyppigheden af genindlæggelse er blevet meget mindre. Den ambulante og distriktspsykiatriske indsats er dog ikke blevet tilstrækkeligt udbygget, ligesom socialpsykiatrien stadig er underprioriteret. Det hænger især sammen med, at socialpsykiatrien hverken er blevet tilført tilstrækkeligt med midler eller har fået en stilling som ligeværdig med psykiatrien.

I de næste par år vil overgangsproblemerne i forbindelse med den anden kommunalreform også virke hæmmende på den kommunale indsats. Den anden kommunalreform blev lanceret og gennemført af grunde, der intet havde med psykiatriområdet at gøre, og den blev heller ikke udformet sådan, at den kunne gavne psykiatriområdet. Tværtimod kom den på et tidspunkt, hvor amterne netop var i gang med at integrere deres socialpsykiatriske indsats med deres psykiatriske indsats. Reformen slog denne proces i stykker, idet den skilte de to psykiatrier helt ad og efter reformen kunne man begynde forfra med en ny integrationsproces.

Som fremhævet herunder er der dog områder indenfor psykiatrien, der, som følge af udviklingen, er kommet til at fungere godt: 

• Øget grad af tilgængelighed lokalt via distriktspsykiatriske enheder og lokal socialpsykiatri i alle kommuner
• Opmærksomhed på tidlig intervention og opsøgende virksomhed
• Mere fokus på bedringsmuligheder og rehabilitering, sikring af mere stabilt og indholdsrigt hverdagsliv samt arbejde med handleplaner og pædagogiske planer
• Mere fokus på netværkets betydning og på inklusion i samfundet
• Italesættelse af problemer med tabuisering af sindslidende
• De nye sundhedsaftaler mellem den enkelte kommune og regionen om samarbejdet
• Brugerinddragelse på flere niveauer
• Mere opkvalificering af personale

Desværre er der også en række punkter, hvor systemet i Danmark som følge af udviklingen er kommet til at fungere mindre godt: 

• Det er særligt mellemgruppen, der profitterer af insatserne og ikke i tilstrækkelig grad de unge, personer med dobbeltdiagnoser eller personer med sindslidelser fra etniske minoriteter
• Opsøgende virksomhed er lokalt og meget forskelligt anlagt i forhold til målgrupper, normering, tilbud osv.
• Behandlingskapaciteten er for lille, og alt for mange får stadig kun tilbud om medicinering
• Der udarbejdes for sjældent udskrivningsaftaler og koordinationsaftaler i de situationer, hvor man skønner, at patienten ikke selv kan magte sin situation eller ikke vil samarbejde. Der udarbejdes måske kun 10 % af de aftaler, der er behov for. Det betyder, at flere mennesker involveres i personfarlig kriminalitet
• Samarbejdet mellem sektorerne, psykiatri og socialpsykiatri, men også arbejdsmarked og uddannelsesområdet skal blive meget bedre, da de er indrettet på en måde, som gør det vanskeligt for borgere at varetage egeninteresser 
• Kvaliteten og de tilbud, man som borger kan forvente, varierer stadig enormt fra område til område og fra afdeling til afdeling.