ADHD som socialt og kulturelt fænomen - En analyse af, hvordan diagnosticerede dømte voksne og frontmedarbejdere med relation til Kriminalforsorgen tilskriver ADHD-diagnosen betydning

Der har de senere år eksisteret en stor interesse for ADHD-diagnosen inden for det strafferetslige felt – blandt politiske beslutningstagere, i Kriminalforsorgen samt i retspsykiatrien.

Indhold

I denne ph.d.-afhandling kan du læse en analyse af, hvilken rolle og funktion ADHD spiller i praksis i det sociale arbejde i Kriminalforsorgen. Afhandlingen analyserer frontmedarbejderes og tilsynsklienters forståelser af ADHD-diagnosen, og undersøger også ADHD-diagnosens betydning i frontmedarbejdernes professionelle praksis, herunder særligt deres handlemuligheder, indsatser og metoder specifikt i forhold til løsladelses- og udslusningsprocesser. I afhandlingen diskuteres og vurderes det også, hvorvidt forståelserne skal tolkes som ’kriminalitetsafholdende’ eller ’kriminalitetsneutraliserende’ og derved fremmende for kriminelle handlinger.

Konklusion

Afhandlingen viser blandt andet, at:

• På trods af at frontmedarbejderne, men ikke tilsynsklienterne, sætter spørgsmålstegn ved den generelle stigning af antallet af ADHD-diagnoser i befolkningen, viser afhandlingen, at frontmedarbejderne såvel som tilsynsklienterne, ikke sætter spørgsmålstegn ved diagnosens gyldighed og pålidelighed. Altså, diagnosen anerkendes som en lidelse, og diagnosen anses for relevant og for at korrespondere med de mennesker, der får den stillet.
• Frontmedarbejderne deler et perspektiv på ADHD som en biomedicinsk og helt overvejende neurobiologisk, forankret problematik og som en socialiseringsproblematik, der er relateret til opvækst og miljø. Disse forståelser af mennesker med ADHD-diagnose skaber en ambivalens i arbejdet, blandt andet fordi det står lidt i kontrast til tilsynsklienternes entydige fokus på ADHD som en neurobiologisk, kronisk og medfødt lidelse og tilstand, der ikke står til at ændre, og som derfor kan sige at fritage dem for fx selvbebrejdelse og skam.
• Frontmedarbejderne i beskrivelserne af ADHD fortæller om sociale problemer, herunder særligt kriminalitet og misbrug og en række individuelle og adfærdsmæssige vanskeligheder, såsom hyperaktivitet, rastløshed, asocialitet og et generelt ringe niveau af sociale kompetencer. En ’kriminel med ADHD’ beskrives altså ofte som rastløs og hyperaktiv, og som en person, der løber på væggene, og som ofte selvmedicinerer sig gennem stofmisbrug. Disse identifikationsmarkører er de samme, som tilsynsklienterne oftest benytter sig af i interviewene. Frontmedarbejderne beskriver også, at kriminelle med ADHD har symptomer på angst på grund af omfattende personlige nederlag gennem livet og massive emotionelle og tilknytningsmæssige svigt og nederlag. ADHD-problematikken relateres altså til nogle bestemte former for funktionsnedsættelser hos tilsynsklienterne.
• I dagligdagen i Kriminalforsorgen skabes der forskelle mellem dem, som antages ’at have’, og dem, som antages ’ikke at have’ ADHD. Dette har en række sociale konsekvenser. Blandt andet betyder det, ifølge nogle frontmedarbejdere i Kriminalforsorgen, at indsatte forsøger at påberåbe sig ADHD for at søge at forhandle sig til privilegier. Ifølge frontmedarbejderne i Kriminalforsorgen er der på denne måde gået inflation i ADHD-diagnosen.
• Frontmedarbejderne i KiF forholder sig generelt mere kritisk til ADHDdiagnosen og påpeger og beklager, at diagnosens individualiserende funktion medfører, at ansvaret for børns udvikling flyttes fra forældrene til barnet selv. Frontmedarbejderne bemærker også kritisk, at indsatte/klienter i Kriminalforsorgen har mange andre problemer og udfordringer end lige ADHD og stiller spørgsmålet, hvorfor netop ADHD-diagnosen skal have særlig opmærksomhed.

• I forhold til forståelse af nødvendig behandling og indsats i forhold til ADHD tillægges medicin en stor betydning, men der er også en udbredt forståelse af, at medicin ikke er tilstrækkelig, hvorfor andre typer af behandlingsformer eller strategier kan være nødvendige, såsom adfærdsregulerende eller kompensatoriske former for pædagogiske strategier, hvor de kriminelle mødes med rummelighed og fleksibilitet, og hvor de stilles over for færre/andre typer af krav på baggrund af ADHD-diagnosen.

Metode

Afhandlingen er baseret på et institutionelt etnografisk feltarbejde karakteriseret ved besøg i to institutioner i Kriminalforsorgen i Danmark, Kriminalforsorgen i Frihed (KiF) og i et fængsel i perioden 2011-2014. Det primære empiriske materiale består af interview med tilsynsklienter af frontmedarbejdere og observationer af interaktioner mellem tilsynsklienter og frontmedarbejdere.