Samarbejdet omkring børn og unge med funktionsnedsættelser

Hvordan håndterer og forebygger vi samarbejdsudfordringer på børnehandicapområdet? Ifølge denne rapport fra VIVE er løbende dialog og sparring, tværfaglig vidensdeling og forventningsafstemning blandt de vigtigste afsæt for det tværprofessionelle samarbejde på området.

Indhold

Det kan skabe fortvivlelse i familier, når samarbejdet omkring børn og unge med funktionsnedsættelser ikke fungerer. Børnene og de unges udfordringer er ofte komplekse og sammensatte og kræver forskellige fagligheder til at støtte barnet. De fagprofessionelle kan have forskellige perspektiver og vurdere børnenes funktionsniveau og støttebehov forskelligt, og samarbejdet kan gå i hårdknude, hvis parterne arbejder i hver sin retning og mangler tillid til og respekt for hinandens fagdomæner. Det kan skabe barrierer for, at familierne får den bedst mulige rådgivning og støtte.

Konklusion

Samarbejdsudfordringerne opstår i sager, der er særligt komplekse i forhold til vurdering af barnets problemer, funktionsniveau og behov for indsatser. Der er ofte tale om sager, hvor børnene over tid har udviklet psykiske vanskeligheder som udviklingsforstyrrelser og/eller psykiatriske diagnoser såsom autisme, ADHD, spiseforstyrrelser og angst. Det er udfordringer, der kræver flere samtidige behandlingsmæssige og sociale indsatser. Samtidig kan udfordringerne være svære at håndtere for familierne.

Når der opstår samarbejdsvanskeligheder, handler det blandt andet om, at parterne mangler viden om hinandens fagområder og inddrager hinanden for sent i beslutninger omkring barnet. Særligt på skoleområdet kan udfordringer fylde en del.

En løbende dialog mellem centrale samarbejdsparter og familien omkring barnet kan skabe grobund for gode relationer. Nøgleord er åbenhed, dialog og inddragelse. Det gode samarbejde med familien bliver skabt, når samarbejdsparterne lytter og støtter familien bedst muligt. Det handler blandt andet om at kunne rumme familiernes sorg og frustrationer.

Samarbejdsudfordringer omkring børn og unge med funktionsnedsættelser kan ofte forebygges gennem gensidig forventningsafstemning, og ved at parterne er nysgerrige og åbne over for hinandens fagligheder. Når de forskellige samarbejdsparter får viden om hinandens fagligheder, kan parterne bedre byde ind i hinandens arbejde.

Det kan også være gunstigt at oparbejde viden om de særlige problemstillinger, som børn og unge med forskellige funktionsnedsættelser har, ved for eksempel at søge psykoedukation gennem psykiatrien eller på anden måde tilegne sig viden om målgruppen.

Hvis samarbejdet er gået i hårdknude, kan et VISO-rådgivningsforløb være et element i forsøget på at skabe fælles forståelse omkring et barns udfordringer og dermed et fælles og bedre afsæt at arbejde videre ud fra.

Metode

Undersøgelsen tager udgangspunkt i individuelle interview og gruppeinterview med 21 sagsbehandlere fra fem forskellige kommuner, geografisk fordelt rundt i landet. Sagsbehandlerne har ved interviewene fortalt om deres erfaringer og vurderinger af eget arbejde omkring børn og unges sagsforløb, hvor barnet eller den unge har en funktionsnedsættelse. De har haft særligt fokus på udfordringer og mulige løsninger i det tværgående og tværsektorielle samarbejde, der er helt afgørende for at skabe grundlag for gode forløb for børn og familier gennem rådgivning og støtte. Som et led i sagsbehandlernes fortællinger har de også fortalt om deres erfaringer med sager, hvor der – grundet sagens kompleksitet – har været et VISO-rådgivningsforløb ind over.