Livshistorie
Læs om hvorfor og hvordan man kan arbejde med livshistorie som pædagogisk redskab i en socialpædagogisk praksis.
Indhold
I denne rapport kan du læse grunde til at arbejde med livshistorie og forslag til, hvordan man som socialpædagogisk personale kan arbejde med dette i forhold. Rapporten kan inspirere alle uanset hvilken målgruppe, de arbejder med. Forfatterne tager dog særligt højde for de behov, som personer med funktionsnedsættelser kan have i forhold til at arbejde livshistorier, især hvad angår kommunikationsformer.
I rapporten definerer forfatterne først begrebet livshistorie – de spørger sig selv, om man kan betragte det som et pædagogisk redskab eller om det er beboerens/brugerens eje.
Dernæst kommer de med konkrete forslag til, hvordan man kan gribe det an. Livshistorie kan ende op med at være et skab med konkrete ting med små forklaringer til, hvorfor de har særlig betydning for personen. Det kan også være en cd-rom med vigtige billeder og lyd. Det kan også være en bog med billeder og tekst. Kun fantasien sætter grænser. Hvad der er bedst for den enkelte afhænger af beboeren selv, og hvordan han/hun oplever verden, og hvordan vedkommende har lyst til at definere sig selv.
Endeligt indeholder rapporten nogle etiske overvejelser omkring det at anvende livshistorie som et pædagogisk redskab.
Metode
Forfatterne understreger igen og igen vigtigheden af en etisk bevidsthed i arbejdet med livshistorier. Således bør man som socialpædagog være opmærksom på følgende:
- Tillid: Før man begynder arbejdet med livshistorier er det vigtigt, at der mellem pædagog og beboer er skabt et tillidsforhold. Der skal også være respekt omkring beboerens grænser og tempo i arbejdet.
- Forældrene: Det er vigtigt at inddrage forældrene/pårørende i arbejdet med livhistorier. For at kunne støtte en beboer i at skabe egne værdigrundlag, er det vigtigt at kende til de allerede eksisterende værdier og respektere disse. Forældrene har desuden en mængde viden om beboeren, som kan få betydning for beboerens livhistoriearbejde.
- Egne værdier: Det er vigtigt, at den professionelle i arbejdet med livshistorier holder sig fri af fordomme og virkelig lytter til de ønsker, beboeren har.
- Tavshedspligt: Der kan opstå dilemmaer i forhold til, at man tilegner sig viden, der som udgangspunkt er fortrolig, men som man af den ene eller anden grund kan blive nødt til at diskutere på et personalemøde.
- Traumatiske oplevelser: I et menneskes liv vil der utvivlsomt være indtruffet en eller flere ubehagelige begivenheder. Skulle man i arbejdet med livshistorier støde på sådanne traumatiske oplevelser hos en beboer, skal man være yderst opmærksom på eventuelle følelser som angst, sorg osv. som eventuelt skal bearbejdes, og det er vigtigt at være opmærksom på, om der skal hentes hjælp udefra.
- Socialpædagogens rolle: Socialpædagogen er beboerens guide, formidler og signaltolker samt organisator i arbejdet med livshistorie. Socialpædagogen skal være lyttende, kommunikerende og i besiddelse af tålmodighed, da arbejdet med livhistorie er en lang proces.