Fysisk træning og botilbud – Afrapportering af undersøgelse om fysisk træning for personer der bor i botilbud pga. et handicap
Muligheder og begrænsninger for fysisk tvang for voksne mennesker med nedsat fysisk funktionsnedsættelse
Indhold
Denne rapport er udarbejdet af Danske Handicaporganisationer og har til formål at få viden om de tilbud om fysisk træning, der gives til mennesker, der bor på botilbud på grund af en betydelig og varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.
Undersøgelser fra Norge og Sverige viser, at mennesker med funktionsnedsættelse generelt oplever en lavere sundhedsstatus end andre i befolkningen. Den hypotese, der har været styrende for undersøgelserne i rapporten, er, at de eksisterende tilbud om træning ikke altid imødekommer eller omfatter målgruppens behov for træning, hvilket har sundhedsmæssige konsekvenser for den enkelte borger.
Undersøgelsen skal ikke betragtes som en kortlægning af området, men har i højere grad til hensigt at fungere som et diskussionsoplæg, som sætter fokus på de fremadrettede problemstillinger inden for området.
Konklusion
I undersøgelsen fremhæves fem overordnede konklusioner, som er:
- Målgruppen får ikke den fysiske træning, som de har behov for og ret til.
- Borgerne får for sjældent vurderet deres behov for fysisk træning, og når borgerne får vurderet deres behov for fysisk træning, mangler der ofte opfølgning og revurdering af borgerens behov.
- I de tilfælde, hvor en fysioterapeut har ansvaret for at varetage og vurdere borgerens behov for træning, er der større sandsynlighed for, at borgeren får den træning vedkommende har behov for.
- En del borgere betaler selv for fysisk træning.
- Der er behov for mere metode- og kompetenceudvikling ligesom der generelt er behov for mere viden om sundhed og fysisk træning.
Konklusionerne i rapporten afføder en række anbefalinger, og det anbefales blandt andet, at:
- Personale på botilbud modtager efteruddannelse i sundhed og sundhedsfremme
- Vurdering af målgruppens træningsbehov vurderes af fagligt kvalificeret personale.
Der foretages flere undersøgelser på området samt at dokumentationen af kvaliteten ved indsatsen forbedres.
Metode
Metoderne, der er brugt til indsamling af viden til denne rapport, er både litteraturstudie og spørgeskemaundersøgelse.
Litteraturstudiet har haft til formål at indsamle viden fra tidligere undersøgelse, rapporter, lovgivninger og vejledninger.
I spørgeskemaundersøgelsen er der sendt skemaer ud til 565 § 108 botilbud, som er lokaliseret via tilbudsportalen. Ud af de 565 botilbud deltog 249 botilbud i spørgeskemaundersøgelsen. Det er primært afdelingsledere, der har udfyldt spørgeskemaerne.