Design af Relationer - Evalueringsrapport
I denne evalueringsrapport kan du læse om projekt Design af Relationer og projektets resultater.
Indhold
I denne slutevaluering måles og vurderes effekterne af Design af Relationer.
Projektet Design af Relationer er et samarbejde mellem Skansebakken Udviklingscenter, Vejle Kommune, Socialstyrelsen og Designskolen Kolding.
Formålet med projektet er dels at forbedre eller fastholde borgernes livskvalitet, dels at give borgerne på Skansebakken flere og bedre relationer til ikke-betalte personer og endelig, at personalet bliver i stand til at facilitere nye relationer, hvor de ikke selv er omdrejningspunktet. Designelementet i projektet består i, at der i projektet blev anvendt metoder fra designverdenen til at løse opgaven.
Konklusion
- Evalueringen viser, at alle deltagende borgere har opnået nye relationer i projektperioden. Der er i projektperioden skabt i alt 21 nye relationer. Borgerne har især fået nye relationer til andre i bo- og/eller dagtilbud samt personer i lokalsamfundet.
- Der er igennem projektperioden frafaldet syv relationer. Kun to af disse er frafald af relationer til andre borgere.
- Evalueringen viser, at personalet i høj grad er lykkedes med at skabe relationer for borgerne, hvor de ikke selv er omdrejningspunktet. Personalet oplever samtidigt, at de er blevet bedre til at "give slip på borgerne".
- Evalueringen viser, at tre ud af seks borgere vurderes at have fået bedre livskvalitet, to borgere vuderes at have bevaret livskvalitet, mens én borger vurderes at have mindsket livskvalitet.
- Personalet har brugt mindre tid hos tre ud af seks borgere. Samtidigt viser evalueringen, at personalet har brugt mere tid hos den anden halvdel af borgerne.
- Evalueringen viser ikke en tydelig tendens til, hvorvidt et øget antal relationer vil reducere borgerens behov for at have en medarbejder hos sig.
Den samlede konklusion på projekt Design af Relationer er, at projektet har vist en række positive udviklingstendenser. Særligt arbejdet med iPads og inddragelse af frivillige har været positivt for projektet. For alle prototyperne, som er udviklet under projektet, gælder det, at det kræver en ihærdig og tidskrævende indsats at implementere dem i dagligdagen og i det pædagogiske arbejde.
Metode
Evalueringen er en kombineret procesevaluering og effektmåling.
- Procesevalueringen beskriver og dokumenterer anvendelsen af designmetoden, udviklingen af konceptet samt implementeringen på Skansebakken.
- Effektmålingen måler og vurderer projektets resultater i forhold til målgruppens relationsdannelse og livskvalitet samt frigørelse af personaleressourcer.
Evalueringen er baseret på en række evalueringsværktøjer:
- Optællinger
- Selvevaluering
- Start-, midtvejs- og slutmåling
- Kvalitative gruppeinterview
- Personlige interview
- Audit