Forvist til forsorg - Grønlændere med handicap nedsendt til Danmark

I årtier er grønlandske udviklingshæmmede blevet sendt til Danmark, fordi Grønland ikke selv har haft de rigtige tilbud til dem; Men kan det fortsat forsvares? Denne bog fortæller den dramatiske historie om ‘nedsendelserne’ – en historie om menneskelige afsavn og tragedier, skiftende politiske vinde, personalemangel og store etiske dilemmaer.

Indhold

Det sker stadig i dag! Er der ikke er et egnet tilbud til mennesker med udviklingshæmning i Grønland, bliver han eller hun sendt til Danmark. Væk fra familien, kulturen og sproget. 

Modsat tidligere er det i dag kun få, som bliver nedsendt til Danmark. Det er blandt andet kriminelle personer med udviklingshæmning, som skal anbringes på sikrede institutioner, da Grønland ingen sikrede pladser har. Andre bliver sendt herned, fordi der ikke kan skaffes socialpædagoger til at hjælpe de handicappede. 

Det begyndte i 1950’erne, hvor holdning var, at åndssvaghed var en sygdom, og den bedste forsorg, man kunne tilbyde de grønlandske udviklingshæmmede, var, at de blev behandlet på særforsorgsinstitutioner i Danmark. I 1970’erne rejses der en kritik af, at grønlandske udviklingshæmmede blev fjernet fra deres familier. Der blev talt om, at det var overgreb. I stedet burde der etableres tilbud i Grønland. 

Kritikken kom i kølvandet af, at den lægelige dominans på området blev skiftet ud med en socialpædagogisk tankegang, hvor målet var/er at aktivere og træne mennesker med udviklingshæmning, så de kan klare mest muligt selv. Det endelige holdningsskift kommer omkring 1979 med det grønlandske Hjemmestyre, hvor landet overtog det fulde ansvar for sine borgere – også de borgere med udviklingshæmning. 

De følgende år bliver der bygget en lang række sociale institutioner i Grønland. Det betød, at nogle kunne blive i Grønland, mens andre personer med udviklingshæmning, som ikke kunne få et egnet tilbud i Grønland, blev nedsendt. Vestsjællands Amt fik pligt til at modtage de grønlandske udviklingshæmmede, som Hjemmestyret ikke selv havde mulighed for at give et egnet tilbud. I dag er den forpligtigelse overgået til Region Sjælland. 

Omkring 1990 er man nået så langt i udbygningen i Grønland, at man kan begynde at planlægge at hjemtage nogle af de udviklingshæmmede borgere fra danske institutioner. Der blev nedsat en arbejdsgruppe, som skulle pege på de grønlændere med handicap, som skulle tilbydes at vende tilbage. Status i dag er, at mange af de grønlændere, som er bedst fungerende, efterhånden har fået tilbud om at komme hjem til Grønland. Nogle har sagt ja, mens andre har ønsket at blive i Danmark. En stor del af de grønlændere, som i dag bor i Danmark, har intet eller kun et begrænset verbalt sprog og har samtidig et stort behov for støtte. 

Selv om Hjemmestyrets holdning er, at udviklingshæmmede grønlændere skal have et tilbud hjemme i Grønland, så er det kun sket en enkelt gang, at en kommune selv har taget initiativ til at få sin udviklingshæmmede borger hjem. Den gruppe, der i dag nedsendes til Danmark, kommer som udgangspunkt kun hertil, når der kræves et særligt specialiseret tilbud, som ikke findes i Grønland. I praksis ser det dog ud til, at et lige så vigtigt kriterium er mangel på pladser eller på faglært personale. 

Men al debat om det etisk forsvarlige i fortsat at sende grønlændere 4.000 km væk fra familien, fædrelandet og til et sprog, de ikke kender, har stort set været forstummet i 25 år. Forfatterne peger på, at det var et omstridt emne i 1970, hvor der var to stridende synspunkter. Det ene var, at det var umenneskeligt at forvise udviklingshæmmede til en forsorg i et andet land. Det andet, at det var bedre at give dem en specialiseret behandling, der matchede deres handicap, også selv om den foregik i Danmark. Debatten blev dengang stort set kun ført af danske fagfolk – både i Danmark og i Grønland. Men ingen taler i dag om de etiske dilemmaer, hverken i forhold til dem, der er her, og dem, som fortsat bliver sendt herned.