Døve og døvblevne mennesker - hverdagsliv og levevilkår
Denne rapport er baseret på en undersøgelse af levevilkår for døve og svært hørehæmmede. Formålet med undersøgelsen er at give et bredt billede af levevilkår og samfundsdeltagelse for personer med omfattende høretab.
Indhold
Denne undersøgelse søger at give et bredt billede af levevilkår for personer i den erhvervsaktive alder (16-64 år), der er døve eller hørehæmmede.
Rapporten belyser de muligheder og udfordringer, som gruppen af voksne med omfattende høretab møder i relation til trivsel og samfundsdeltagelse.
Undersøgelsen belyser forskellige forhold omkring uddannelse og beskæftigelse, dagligliv samt deltagelse i offentlige og kulturelle sammenhænge. Den beskriver forholdene for gruppen af voksne, som er født døve eller svært hørehæmmede, og for gruppen af voksne, som senere har mistet hørelsen helt eller delvist.
Konklusion
Rapporten viser, at gruppen af døve eller døvblevne samlet set er dårligere stillet end gennemsnittet i dagens Danmark. Døve og døvblevne bliver eksempelvis i mindre grad uddannet, hvilket har en naturlig indvirkning på beskæftigelsesfrekvensen, hvor rapporten konkluderer, at både døve og døvblevne i noget mindre grad er i beskæftigelse sammenlignet med befolkningen generelt.
Mange af de udfordringer, der er knyttet til uddannelses- og beskæftigelsesbarrierer for døve og døvblevne, hænger ofte sammen med udfordringer i kommunikationen mellem den døve eller døvblevne og omgivelserne. Tidligere undersøgelser viser, at uddannelse har betydning for helbred. I forhold til selvvurderet og fysisk helbred ligner døve og døvblevne dog stort set befolkningen generelt. Der er dog betydeligt højere forekomst af psykiske lidelser blandt døve og døvblevne, samtidig med at døve og døvblevne er mindre tilfredse med livet sammenlignet med gennemsnittet i befolkningen.
Rapporten konkluderer endvidere, at døve og døvblevne i store træk ligner gennemsnittet, hvad angår deltagelse i samfundslivet generelt og i kontakten med andre mennesker. Dog har de et anderledes fortrolighedsmønster. Døve og døvblevne er i langt højere grad end gennemsnittet fortrolige med andre (fx venner eller kollegaer) end deres partner.
Rapporten konkluderer afslutningsvist, at der, trods de mange socialpolitiske tiltag for at sikre lige muligheder, stadigvæk er udfordringer. En væsentlig forudsætning for samfundsdeltagelse er kommunikationen med omgivelserne, hvilket kan være en udfordring for døve og døvblevne i sammenhænge, hvor de fleste andre er hørende. Det betyder i mange tilfælde, at både omgivelser og den enkelte skal gøre en indsats for at overvinde kommunikationsbarrieren.
Metode
Rapporten bygger på kvantitative og kvalitative metoder. Man har i undersøgelsen koblet spørgeskemadata sammen med uddybende interviews med 40 personer, der enten er døve eller døvblevne samt ti professionelle, der arbejder med målgruppen til daglig.