Befolkningens holdninger og handlinger i relation til personer med handicap
Du kan i denne rapport læse om et bredt udsnit af befolkningens holdninger til personer med tre forskellige typer af handicap. Særligt undersøges det, hvad befolkningen tænker om personer med handicaps muligheder i forhold til arbejdsliv, uddannelse samt socialt liv og foreningsliv.
Indhold
I denne rapport kan du læse om befolkningens holdninger og handlinger i relation til personer med handicap på baggrund af resultater fra en elektronisk spørgeskemaundersøgelse besvaret af 7.643 danskere. De deltagende blev konkret bedt om at forholde sig til personer med tre forskellige slags handicap, henholdsvis ADHD, personer med hørenedsættelse eller personer, som sidder i kørestol. Særligt har fokus for undersøgelsen været at afdække de barrierer, som personer med handicap møder i forhold til socialt liv, uddannelse og arbejdsliv samt oplevelse af diskrimination. Incentive har udført denne undersøgelse efter forespørgsel fra Ankestyrelsen og Det Centrale Handicapråd.
Forfatterne bag rapporten understreger vigtigheden i at undersøge netop dette, da mange personer med handicap oplever, at befolkningens holdninger står i vejen for dem på forskellige måder. Der ligger et stort arbejde bag denne undersøgelse, da det ikke er en let opgave at undersøge holdninger. Der skal ikke meget til at nedbryde fordomme og ændre folks holdninger samt at skabe positive møder mellem personer med og uden handicap. Det kræver en vidensdeling, hvilket denne rapport belyser.
Rapporten er bygget op omkring følgende hovedkapitler ud over indledning, opsummering og metodedel:
- Holdninger og handlinger i arbejdslivet: i dette kapitel kan du blandt andet læse om befolkningens holdninger til, hvilke barrierer der er størst for personer med handicap i arbejdslivet samt om samarbejde med personer med handicap.
- Holdninger og handlinger i uddannelse: dette kapitel omhandler blandt andet personer, som er under uddannelses holdninger til, hvorvidt personer med et af de tre handicap kan gennemføre deres uddannelser samt hvilke barrierer, der menes at være størst i denne henseende.
- Holdninger og handlinger i foreningsliv og socialt liv: dette kapitel afdækker, hvilke forskelle der er for personer med og uden handicap i deres foreningsliv og sociale liv. Blandt andet berøres manglende deltagelse.
- Holdninger til andres og egen situation: i dette kapitel sammenlignes personer med handicaps holdninger til de tre områder (arbejdsliv, uddannelse og socialt liv) med personer uden handicap til disse. Derudover inddrages personer med andre handicaps holdninger til personer med de tre handicap.
- Lovgivning og retfærdig behandling: dette kapitel berører danskernes viden om lovgivning omkring diskrimination af personer med handicap. Dertil berøres personer med handicaps oplevelser af diskrimination.
- Overordnende resultater om befolkningens holdninger: her skabes der et overblik over resultaterne om befolkningens holdninger til personer med handicap.
Konklusion
I kapitlet, som beskriver de overordnede resultater og fund, opsummeres følgende:
- Befolkningen ser flest udfordringer for døve personer: særligt i relation til arbejdslivet ser befolkningen flest udfordringer for personer med netop dette handicap. Ca. 36 % svarer, at de ikke vil arbejde sammen med en døv person. Den samme tendens gælder i forhold til uddannelse, hvor befolkningen også ser flest udfordringer for døve personer i forhold til personer med ADHD eller personer, som sidder i kørestol. I forhold til foreningsliv og socialt liv er der ikke et lige så klart mønster.
- Arbejdslivet har de største barrierer: hvor 14 % af befolkningen ikke mener, at en person med et af de tre handicap kan gennemføre deres uddannelse, mener hele 50 %, at deres arbejde ikke kan varetages af en person med et af de tre handicap. Personer med handicap mener selv, at de største barrierer i forhold til deres deltagelse i arbejdslivet blandt andet er fysiske forhold samt vanskeligheder ved deltagelse i det sociale liv. En højere andel af personer med psykiske handicap oplever, at fordomme om deres handicap er begrænsende i forhold til deres arbejde.
- Samarbejde, økonomi og fysiske behov er udfordringer: befolkningen vurderer, at det er de samme udfordringer for personer med de tre slags handicap, som er størst. I forhold til uddannelse og arbejdsliv, vurderer befolkningen, at de mindste udfordringer er fordomme mod personer med handicap og usikkerhed i forhold til at omgås disse personer. Personer med handicap vurderer, at vanskeligheder omkring at indgå i det sociale miljø er en af de største udfordringer.
- Alder og kendskab til en person med handicap påvirker holdninger: undersøgelsen viser blandt andet, at ældre mener i højere grad end yngre, at der er større udfordringer forbundet med arbejdslivet for personer med et af de tre handicap.
Metode
Der er blevet lavet en online spørgeskemaundersøgelse, som 7.643 personer mellem 18 og 70 år har besvaret.
I denne blev respondenterne præsenteret for en beskrivelse af enten en person med ADHD, en person med hørenedsættelse eller en person, som sidder i kørestol. Dertil besvarede de efterfølgende ens spørgeskemaer med afsæt i én af de tre fortællinger.
Der er derudover udført såkaldte logistiske regressionsanalyser. Med disse er det blevet undersøgt, hvilke baggrundsvariable, som indvirker på respondenternes svar på de forskellige spørgsmål. Der ses med en sådan analyse på, hvorvidt svarene afhænger af forskellige karakteristika ved respondenterne.