Erfaringer fra mennesker med døvblindhed - Et nordisk projekt. At tage en uddannelse og arbejde

Dette hæfte er ét ud af i alt seks faghæfter, som alle sætter fokus på døvblindblevnes egne erfaringer med et progredierende handicap.

Indhold

Dette hæftes hovedfokus ligger på døvblindblevnes delagtighed på uddannelsesområdet og arbejdsmarkedet, og man kigger i dette hæfte på de døvblindblevnes fortællinger om, hvordan de håndterer – eller har håndteret – uddannelses- og arbejdssituationer og hvilke samfundsmæssige ressourcer, der har bidraget til at kompensere for deres handicap. 

Desuden berøres betydningen af at organisere sig og enten bruge handicaporganisationernes tilbud eller selv engagere sig politisk i disse. På baggrund af hæftets fokus er hæftet tæt knyttet til hæfte 4 "At være delagtig", som handler om at være delagtig som døvblind på et mere generelt plan.

Konklusion

De døvblindblevne, som har deltaget i projektet, har alle opnået samme eller højere uddannelsesniveau end dere søskende, hvilket viser, at det medfødte handicap ikke haft afgørende indflydelse på det opnåede uddannelsesniveau. Dog vidner de døvblindblevnes fortællinger om, at der er mange kampe at kæmpe for at få en uddannelse. Mange beskriver, at det at få en uddannelse er en ensom og krævende affære. Mange giver udtryk for, at de mangler støtte til at informere på studiet, de mangler relevante hjælpemidler, som er kendte og klare ved studiestart, og de savner en koordinerende og opfølgende instans, som kan støtte dem undervejs.

I forhold til at være delagtig på arbejdsmarkedet er der mange forskellige erfaringer. Ud af de ni døvblindblevne, som er i arbejdet og har deltaget i projektet, har fire arbejde i relation til andre med høre- og/eller synshandicap, fire har arbejde på en almindelig arbejdsplads og en arbejder på beskyttet værksted. Fortællingerne viser, at der på begge typer arbejdspladser er nogen, som oplever, at der bliver lyttet og taget hensyn til dem, mens andre oplever, at de må tilpasse sig bedst muligt og ellers ikke er velkomne. Hovedårsagen til arbejdsophør viser sig ofte at hænge sammen med, at den døvblinde ikke føler, at han/hun kan leve op til egne krav, når synsnedsættelsen progredierer.

Afslutningsvist viser fortællingerne, at de nordiske døvblindeforeninger har stor betydning for døvblindblevnes mulighed for at være delagtige, såvel i rollen som talerør for en gruppe samfundsborgere, der ellers let kan blive overset, og som i rollen som organisator af sociale samlingspunkter for mennesker med høre- og synsnedsættelse og deres pårørende.