Erfaringer fra mennesker med døvblindhed - Et nordisk projekt. At få støtte

Dette hæfte er ét ud af i alt seks faghæfter, som alle sætter fokus på døvblindblevnes egne erfaringer med et progredierende handicap.

Indhold

Dette hæfte sætter fokus på, hvilke erfaringer døvblindblevne har med den rådgivning og støtte, de modtager. Formålet med hæftet er at vise, hvilke typer af støtte og rådgivning, døvblindblevne finder har været brugbar, og hvilken de har problemer med.

Hæftet starter med at introdcere de begreber, der kan være relevante i arbejdet med dette hæftes tema. Der sættes i dette hæfte fokus på begrebet "handlekompetence", fordi begrebet giver mulighed for at stille skarpt på den døvblindblevnes muligheder for at få råd og støtte i forhold til sine egne mål. 

Konklusion

De døvblindblevnes fortællinger om praktisk støtte til håndtering af hverdagen og emotionel støtte til at skabe oplevelse af sammenhæng og meningsfuldhed har ført til, at man i dette hæfte har udpeget tre idealtypiske informanter; Hans, Solveig og Freddy. Der er mange ligheder mellem dem, fx er både Hans og Solveig født døve og alle tre har synsnedsættelser i svær grad. Hans så alvorligt, at han er funktionelt blind. Der er dog forskel på dem i deres selvoplevelse og oplevelse af sammenhæng og meningsfuldhed i verden omkring dem. 

Disse forskellige oplevelser har såvel at gøre med deres individuelle erfaringer som med de samfundsmæssige ressourcer, der har været og er til rådighed for dem. Hans’ fortællinger tyder på, at han ofte ikke oplever de situationer, han kommer i, som forståelige og håndterlige. Han savner erfaring med, hvad der skal til for at ændre en svær situation og forventer derfor, at andre tager initiativ. Hans har et svagt socialt netværk og den deraf følgende ensomhed gør sit til, at behovet for rådgivning og støtte fra professionelle er stort. 

Solveig derimod har udviklet en stærk oplevelse af sammenhæng i sit liv blandt andet i kraft af den professionelle støtte, hun har fået. Hun har undervejs i sit liv mødt professionelle, som har understøttet såvel hendes oplevelse af, at hendes behov havde betydning, som at hun kunne handle kompetent i forhold til dem. Solveig efterlyser dog en øget tværfaglig indsats og fagpersoner med indsigt i dobbelthandicaps. 

Freddy har ligesom Solveig en oplevelse af sammenhæng i sit liv. Han er god til at formulere krav og er generelt tilfreds med den støtte, han får. Han påpeger, at ansatte i det professionelle system aldrig kan blive for gode til at lytte, og han giver udtryk for, at det helt centrale er at blive taget alvorligt, når man udtrykker sine behov. Freddy efterlyser dog mulighed for at få samlede og systematiske informationer fx om nye hjælpemidler og rettigheder.

Afslutningsvist ser man gennem fortællingerne, at graden af informanternes hørehandicap har stor betydning for såvel, hvilke individuelle erfaringer de får, som hvilke samfundsmæssige ressourcer de møder. Det er karakteristisk, at vi blandt de informanter, som er født døve, finder flere, som har problemer med at skabe og udvikle et socialt netværk. Det betyder, at afhængigheden af de professionelle hjælpeinstanser er store samtidig med, at denne gruppe har færre erfaringer med at udtrykke deres behov og stille krav.