Handicap status 2015 - 2016
Rapporten giver indblik i de udfordringer Danmark står overfor, når det kommer til at fremme menneskerettigheder for mennesker med handicap.
Indhold
I denne delrapport kan du få indblik i en undersøgelse om menneskerettigheder med særlig fokus på mennesker med handicap. Delrapporten er udarbejdet af Institut for Menneskerettigheder, og er en del af en samlet undersøgelse kaldet "Menneskerettigheder i Danmark, status 2015-16". Mellem 18 og 30 procent af befolkningen har et handicap, forstået som en længerevarende sygdom eller funktionsnedsættelse. Personer med handicap er en meget sammensat gruppe. For nogle medfører et handicap ikke ulige muligheder, men for mange gør det. Denne delrapport behandler nogle af de væsentligste udfordringer, som Danmark har med at beskytte og fremme rettigheder for personer med handicap. De udvalgte problemstillinger tager udgangspunkt i en liste over de 10 største udfordringer for Danmark set i lyset af Handicapkonventionen:
- Diskrimination
- Retssikkerhed
- Tilgængelighed
- Selvbestemmelse
- Institutionalisering
- Psykiatri
- Uddannelse
- Sundhed
- Arbejdsmarked
- Politisk medbestemmelse.
Konklusion
I rapporten finder du en række anbefalinger til de ovenstående områder. I arbejdet med at fremme menneskerettighederne for mennesker med handicap anbefaler Institut for Menneskerretigheder blandt andet at:
- sikrer effektiv kontrol med efterlevelsen af krav om tilgængelighed til offentligt byggeri, offentlig transport og offentlige hjemmesider.
- Der indføres en slutdato for anvendelse af lange bæltefikseringer i psykiatrien på over 48 timer, således at bæltefikseringer i psykiatrien over 48 timer udfases.
- Regeringen tager initiativ til at reformere værgemålsloven med henblik på at fremme støttet beslutningstagning.
- Regeringen sikrer personer med handicap lige muligheder for at deltage i den politiske proces.