Ældre udviklingshæmmede - Vidensindsamling i danske kommuner

Antallet af ældre med udviklingshæmning har været stigende de seneste år, og udenlandske tal indikerer, at en yderligere stigning på 25 % de kommende 10-15 år blandt gruppen 65+ årige vil ske. Specifik viden om den demografiske udvikling samt viden til at vurdere kommunernes fremtidige behov for indsats er nødvendigt. I denne rapport skitseres kommunernes udfordringer i forhold til dette.

Indhold

Kommunerne oplever generelt, at antallet af ældre med udviklingshæmning er steget væsentlig de senere år. Den gennemsnitlige levealder for mennesker med udviklingshæmning er da også steget markant mere, end hvad den er for den øvrige befolkning, de sidste 50 år. Øgningen af den gennemsnitlige levetid gælder alle grupper af udviklingshæmmede, men graden af udviklingshæmning er dog stadig en betydelig indikator for levetiden - eftersom mennesker med svær grad af udviklingshæmning ofte rammes af komplicerede sygdomme, der forkorter deres levetid. Rapporten bygger på en spørgeskemaundersøgelse med 64 inddragede kommuner. I undersøgelsen er der lagt vægt på at få skabt et overblik over kommunernes generelle vurdering i relation til temaet ældre med udviklingshæmning.

Konklusion

Hvornår er mennesker med udviklingshæmning ældre? Dette spørgsmål er ikke defineret af undersøgelsens forfattere, men er et indlagt spørgsmål i spørgeskemaet til kommunerne. Undersøgelsen viser, at der er stor forskel på, hvornår kommunerne opfatter mennesker med udviklingshæmning som ældre. I undersøgelsen konstateres det derfor, at der mangler præcis viden om, hvornår og hvordan aldringsprocessen indtræder blandt forskellige grupper af mennesker med udviklingshæmning, og hvad det har af betydning for tilrettelæggelsen af tilbud. Derudover er der relativ stor samstemmighed blandt kommunerne, når de beskriver de udfordringer, de står med i forhold til temaet ældre med udviklingshæmning. De områder, som på forskellig vis udfordrer kommunerne, er især:

• Boliger – både antalsmæssigt og indholdsmæssigt: En del kommuner oplever, at de, trods udbygning af boligmassen, står med en stigende efterspørgsel på boliger. Flere kommuner giver udtryk for, at de ser det som en stor udfordring at skulle fremtidssikre boligerne, når man ikke helt har den fornødne viden om målgruppen og deres fremtidige behov.
• Samspillet mellem somatiske ydelser og den sociale indsats: Ud over det generelle kropslige forfald som følge af alder oplever kommunerne også en stigning i antallet af mennesker med udviklingshæmning, som får livsstilssygdomme fx diabetes, overvægt, hjerte-/karsygdomme m.m. Derfor peger flere kommuner på, at der er et behov for et øget samspil mellem handicapområdet og ældreplejen.
• Demens: De fleste kommuner oplever en stigning i antallet af mennesker med udviklingshæmning, som også rammes af demens. Mennesker med udviklingshæmning udvikler demens 3-4 gange så hyppig som resten af befolkningen, og den rammer i flere tilfælde i en ung alder (40 års alderen). Kommunerne angiver det som en stor udfordring at modsvare den stigende efterspørgsel på særlige tilbud til denne målgruppe. En stor del af kommunerne har oprettet, eller er på vej til at oprette, særlige tilbud til mennesker med udviklingshæmning med demens. Andre kommuner benytter de almene demenstilbud, men problematiserer selv disse tilbuds egnethed i den sammenhæng.
• Særlige personalemæssige udfordringer: Kommunerne oplever, at de har særlige personalemæssige udfordringer. Det stigende antal ældre og demente udviklingshæmmede borgere stiller stigende krav til både de faglige kompetencer, til samspillet mellem forskellige faglige kompetencer samt til personalesammensætning og normering.

Metode

Rapporten er blevet til via et spørgeskema med seks åbne spørgsmål til kommunerne, og ved hjælp af en kortlægning af eksisterende viden på feltet via henvendelse til videnscenterområdet.