Metoder til at skabe medicinsikkerhed på botilbud
Denne erfaringsopsamling fra Fremfærd-projektet Medicinsikre botilbud 2020-2022 er lavet til kommuner og botilbud, der ønsker at forbedre medicinsikkerheden for borgerne. 15 botilbud fra 10 kommuner har i projektet vist, at det er muligt at højne medicinsikkerheden for borgere på botilbud. Det kræver tværfagligt samarbejde, systematik og en grundlæggende viden om medicinhåndtering. Opsamlingen indeholder desuden en spredningsguide samt værktøjet 'Forbedringsmodellen'.
Indhold
KL, FOA og Socialpædagogerne i regi af Fremfærd Borgere med særlige behov har sat fokus på medicinhåndtering på botilbud med projektet Medicinsikre botilbud.
Formålet med projektet var at højne sikkerheden for borgere på botilbud i forbindelse med håndtering af borgernes medicin. Rent praktisk var målet at reducere antallet af medicinfejl.
Det skulle ske ved at:
- øge medarbejdernes viden om medicin, medicinhåndtering og bivirkninger
- udvikle og implementere metoder og arbejdsgange for sikker medicinering
- udvikle en kultur, hvor læring af fejl og utilsigtede hændelser er en fast del af arbejdet.
Baggrund for projektet
Det er veldokumenteret, at der er udfordringer i relation til medicin og medicinering på botilbud. Bl.a. har erfaringsopsamlinger fra Styrelsen for Patientsikkerheds risikobaserede tilsyn vist, at medicin og medicinhåndtering på bosteder hører til et af de største risikoområder inden for patientsikkerhed. Det er samtidig velbeskrevet, at borgere på botilbud i gennemsnit har et større forbrug af lægemidler end den øvrige befolkning.
Borgere på botilbud kan have mange samtidige psykiske og somatiske sygdomme, hvilket sammen med et ofte lavt funktionsniveau betyder, at medicinering kan være endnu vigtigere at have fokus på end ved andre borgergrupper.
Korrekt medicinering er således vigtigt i forhold til håndtering af sundhedsfaglige og socialpædagogiske problemstillinger på botilbud, herunder habilitering og rehabilitering af den enkelte borger.
Samtidig kan en forbedret indsats vedr. medicinhåndtering bidrage til at reducere den ulighed i sundhed, der er gældende for gruppen, og endelig også til at forebygge fx udadreagerende adfærd i forhold til andre borgere og personale.
Konklusion
Gennem projektet har de deltagende botilbud opnået:
1. Viden om medicinering
Deltagere fra hver kommune har modtaget undervisning ved et apotek med anvendelse af undervisningsmateriale, der er udviklet af Apotekerforeningen. Undervisningsforløbet på 5 dage har været en øjenåbner for deltagerne, hvor kompleksiteten i medicinering blev tydelig, og den fælles viden har medvirket til en fælles platform.
2. Viden om sikre arbejdsgange
For at skabe forbedringer er det nødvendigt først at afdække de lokale arbejdsgange for processerne i medicinering. Forbedringerne er fulgt gennem data, der enten er indsamlet ved at følge antal dage siden seneste hændelse eller ved ugentlige stikprøver. Det er nyt for botilbuddene at kende egne data – og derved at gå fra ”synsninger” til fakta.
3. Færre medicinfejl
Flere botilbud endte med at have adskillelige uger uden medicinfejl. Disse resultater kommer bl.a. af, at botilbuddene nu følger egne data og ved, hvor de står, hvilket er en forudsætning for at kunne skabe forbedringer.
4. Tværfagligt samarbejde
Igennem projektperioden er der løbende sket en ændring i det tværfaglige samarbejde og anvendelsen af de pædagogiske, social- og specialpædagogiske og sundhedsfaglige kompetencer. Ændringerne har vist sig ved dialogen om den fælles opgave og en ændret tværfaglig forståelse af betydningen af at anvende alles kompetencer. En klar rollefordeling mellem forskellige fagligheder har bl.a. haft stor betydning for borgernes medicinsikkerhed.
5. Ændret kultur
Der er opbygget en læringskultur, hvor der er sket en øget læring af de rapporterede utilsigtede hændelser. Ved afslutning af projektet er det almindeligt, at de rapporterede hændelser indgår i personalemøder.
Metode
Det 2-årige Fremfærd-projekt blev gennemført fra oktober 2020 til november 2022. Projektet er bygget op om en sammenhæng mellem formidling af metoder og anvendelse af metoderne og læring i praksis. Erfaringsopsamlingen og guiden er udarbejdet pba. erfaringerne fra projektet, som 15 botilbud fra 10 kommuner har deltaget i.