Viden om holdninger og handicap
Vi taler sjældent om fordomme og holdninger til mennesker med handicap, men disse holdninger er vigtige i hverdagen og i forhold hvilke muligheder man i praksis har, når man har et handicap.
Indhold
I denne rapport kan du få indblik i, hvilke holdninger der typisk er til mennesker med handicap og hvordan man kan rykke ved dem. I rapporten får du blandt andet en forståelse af, hvad holdninger er på et overordnet plan samt hvordan de typisk formes. Der stilles spørgsmål som; hvad består fordomme af? Hvorfor har vi dem? Hvad bruger vi dem til? Og hvordan hænger de sammen med, hvordan vi forstår os selv? En holdning kan kort beskrives som en positiv eller negativ vurdering af et givet fænomen. Vores holdninger bygger ofte på hvem vi er som individer og det samfund som vi er omgivet af. Dertil belyses det, hvordan forståelser af handicap er med til at påvirke vores holdninger om mennesker med handicap.
Rapporten er opdelt i tre dele og berører følgende emner:
- hvad er holdninger og fordomme om handicap
- befolkningens holdninger og fordomme om mennesker med handicap
- påvirkninger af holdninger og fordomme
Konklusion
Undersøgelsen viser, at der er markante holdninger til mennesker med handicap på arbejdsmarkedet. Der er for eksempel mange der er forbeholdne, når de skal vurdere personer med handicaps evne til at kunne varetage et arbejde og indgå i sociale relationer på arbejdspladsen. Når det kommer til uddannelse viser flere undersøgelser, at mennesker med handicap har et lavere uddannelsesniveau end befolkningen generelt. Der er flere områder, hvor man kan sætte ind, hvis man vil flytte eller ændringer gængse holdninger og fordomme om mennesker med handicap. Herunder blandt andet det at være bevidst om at handicap tilsyneladende kan have en effekt. Det vil sige at alene forestillingen om møder med mennesker med handicap, eller det at personer i vores nære omgangskreds har relationer til mennesker med handicap, kan have en positiv holdningseffekt.
Metode
Undersøgelsen er udført af analysefirmaet Incentive og bygger på svar fra 7.643 danskere. Den dækker tre områder: arbejdsliv, uddannelse og fritidsliv. For at gøre spørgsmålene konkrete for svarpersonerne at forholde sig til, bliver der spurgt ind til tre specifikke handicap.