Kaffe Karma – Socialt udsatte borgeres vej til småjobs
Socialt udsatte borgere oplever, at arbejdet i den socialøkonomiske virksomhed Kaffe Karma hjælper dem med at skabe indhold og struktur i hverdagen. Samtidig giver arbejdet dem selvtillid og en mulighed for at tjene penge. Det viser dette midtvejsnotat, der afdækker de borgerrettede resultater samt borgernes erfaringer med indsatsen halvvejs inde i projektperioden med Kaffe Karma.
Indhold
Kaffe Karma er en socialøkonomisk virksomhed, som giver udsatte borgere mulighed for at deltage i et arbejdsfællesskab, der kan hjælpe dem på vej til beskæftigelse. I Kaffe Karma ansættes borgere på det sociale frikort, som giver dem mulighed for at tjene op til 20.000 kr. om året uden at blive trukket i kontanthjælp eller anden offentlig ydelse.
Arbejdet i Kaffe Karma består i, at de udsatte borgere sammen med frivillige sælger kaffe fra kaffecykler i bybilledet, ved events for virksomheder og organisationer samt ved en cafévirksomhed etableret i regi af projektet. Gennem Kaffe Karma får borgerne nogle erfaringer og færdigheder, der kan bane vejen for, at de efterfølgende kan indgå i andre arbejdsmæssige sammenhænge.
Konklusion
- 70 personer har været ansat på det sociale frikort
Fra juli 2020 og frem til starten af november 2021 har 70 personer været ansat i Kaffe Karma og været aflønnet på det sociale frikort. Cirka halvdelen af de ansatte har haft mindst fem vagter i Kaffe Karma, og nogle har haft væsentligt flere vagter. Nogle ansatte har dog kun haft få vagter, og der er således forskel på, om ansættelsen hos Kaffe Karma resulterer i en kontinuerlig eller mere sporadisk deltagelse i aktiviteter. - Bred gruppe af ansatte
Kaffe Karma favner en forholdsvis bred gruppe af ansatte - både ift. alder, de ansattes grad af udsathed og ift. de ansattes tidligere erfaringer med arbejdsmarkedet. - Kaffe Karma har stor betydning for videre beskæftigelse
21 af de 70 ansatte har haft andre former for lønnet beskæftigelse i den periode, hvor de har arbejdet hos Kaffe Karma. Det er ikke muligt at afgøre, om det specifikt er deltagelsen i Kaffe Karma, der er årsagen til de andre ansættelser. Mange af borgerne har dog selv oplevelsen af, at deltagelsen i Kaffe Karma har haft stor betydning for deres aktuelle situation og deres muligheder for at komme videre til anden beskæftigelse. - Psykosocialt, fagligt og/eller materielt udbytte ved ansættelse
- Det psykosociale udbytte knytter sig til oplevelser af at have fået mere struktur og indhold i sit hverdagsliv samt selvtillid, sociale færdigheder og tro på egne evner. De ansatte (gen)opdager ressourcer og færdigheder, for eksempel i forhold til at være social, mødestabil og udvise kundeservice samt evnen til at lære nye kompetencer og danne kollegiale relationer.
- Det faglige udbytte kommer i takt med at de ansatte udvikler faglige færdigheder inden for barista, salg og service, som på sigt kan give muligheder for at få job i servicebranchen.
- Det materielle udbytte kommer til udtryk ved, at Kaffe Karma betaler de ansatte løn for arbejdet, hvilket giver adgang til nye materielle og sociale ressourcer i form af bedre levevilkår og anerkendelse.
Metode
Notatet er baseret på både kvantitative og kvalitative data:
- De kvantitative data er baseret på registreringer fra Kaffe Karma om de enkelte ansættelsesforløb, for eksempel antal vagter og løntimer, samt på spørgeskemaer til de ansatte om deres livssituation og generelle trivsel.
- De kvalitative data består af interviews med ansatte og frivillige samt feltnoter indsamlet i forbindelse med to feltstudier, hvor medarbejdere fra VIVE har deltaget på vagter i Kaffe Karma sammen med ansatte og frivillige.