Nye metoder til at finde veje ud af sygedagpengeforløb for ikke-vestlige borgere - Evaluering af metodeafprøvningsprojekt
En analyse fra 2010 viste, at ikke-vestlige borgere havde betydeligt længere sygedagpengeforløb og betydeligt sjældnere blev delvis raskmeldt end sygedagpengemodtagere med dansk baggrund. Specialfunktionen for den Etniske Beskæftigelsesindsats og beskæftigelsesregionerne iværksatte derfor et metodeafprøvningsprojekt i fire jobcentre. KORA evaluerer i denne rapport dette metodeafprøvningsprojekt.
Indhold
Denne rapport evaluerer det metodeafprøvningsprojekt, som blev igangsat af Specialfunktionen for den Etniske Beskæftigelsesindsats og beskæftigelsesregionerne, og som blev gennemført fra efteråret 2011 til udgangen af 2012. Projektet havde til formål at afprøve nye metoder, der dels kunne bidrage til at afkorte længden af sygedagpengeforløb og som dels kunne bidrage til hyppigere brug af delvis raskmelding af ikke-vestlige borgere. Følgende fem metoder blev igangsat:
- Hyppige samtaler med sygemeldte ikke-vestlige borgere. Som udgangspunkt minimum hver fjerde uge.
- Øget brug af virksomhedsrettede tilbud, blandt andet gennem tilknytning af en jobkonsulent til sygedagpengeafdelingen.
- Systematisk kontakt til arbejdsgiver med henblik på fx øget brug af delvis raskmelding.
- Udvikling af praksis, hvor sygedagpengeafdelingen eller udvalgte medarbejdere sparrer med integrationsafdelingen/ressourcepersonen på integrationsområdet.
- Anvendelse af en skabelon til dokumentation af borgeres udbytte af og udvikling i virksomhedsrettede forløb.
Denne rapport evaluerer de fire jobcentres implementering af metoderne, effekterne af de implementerede metoder samt de teorier, der begrunder, hvorfor de nye metoder forventes at skabe de ønskede effekter.
Konklusion
Evalueringen viser, at de fire jobcentres implementering af metoderne har været forskellig med hensyn til organisation. Jobcentrene adskiller sig fra hinanden med hensyn til, om alle medarbejdere har været involveret, eller om ansvaret for de nye metoder er uddelegeret til enkelte medarbejdere. På trods af dette har der dog i alle jobcentrene været afsat tid undervejs til undervisningsaktiviteter, overlevering af viden i sagsbehandlerteam, sparring med andre afdelinger mv.
Evalueringen viser derudover, at jobcentrene har arbejdet med hyppigere samtaler med målgruppen siden projektstart, at jobcentrene har søgt at øge brugen af virksomhedsrettede forløb, at jobcentrene via skriftlige eller telefoniske henvendelser har søgt at skabe kontakt til arbejdsgivere, at jobcentrene med større eller mindre succes har indført sparring med integrationsafdelingen samt at skabelonen til dokumentation af praktikforløb ikke har været fuldt ud implementeret i nogle af jobcentrene.
I forhold til målingen af metodernes effekter viser det sig, at det ikke har været muligt at måle de ønskede effekter med det valgte evalueringsdesign, idet antallet af ikke-vestlige borgere i de medvirkende jobcentre har været for lille til at give pålidelige resultater. Samlet viser evalueringen, at der arbejdes med en målgruppe af ikke-vestlige borgere med helbredsmæssige problemer og meget forskellige arbejdsmarkedsperspektiver. Projektet kunne dermed med fordel indarbejde relevante delmål. Delmålene er nemlig afgørende, hvis gruppen af ikke-vestlige borgere skal opnå de ønskede mål (delvis raskmelding, deltagelse i virksomhedsrettede tilbud, kortere sygedagpengeforløb og fuld beskæftigelse). Indarbejdelsen af delmål, og dermed synliggørelsen af de ”små skridt”, vil være til støtte både for medarbejdere og borgere, der kan finde en motivation i at kunne observere de små skridt frem for at skulle vente til at se forandringer, der ligger længere ude i fremtiden og som kræver tålmodigt motiveret arbejde for at blive realiseret.
Metode
Evalueringen bygger på interviews med fem sagsbehandlere og tre teamledere/faglige koordinatorer i de fire medvirkende jobcentre. Derudover er der brugt data fra DREAM-registret til at foretage en kvantiativ før- og eftermåling af varigheden af sygedagpengeforløb blandt ikke-vestlige sygedagpengemodtagere.