Socialpædagogik - En grundbog
I denne grundbog kan du læse om forskellige aspekter af socialpædagogik, både i forhold til praksis, teori og målgruppe. Den indeholder teorier om fx diagnoser, social udsathed, lovgivningsmæssige forhold og belyser de komplekse sammenhænge, hvori socialpædagogik foregår, udvikles og forandres.
Indhold
I bogen stilles og diskuteres spørgsmålene: Hvad er socialpædagogik, og hvad kunne det være eller eventuelt blive? Det påpeges, at der ingen præcise svar findes på disse spørgsmål, men i bogen gives forskellige perspektiver og mulige svar. Socialpædagogik kan endvidere både forstås som en professionsretning, en særlig pædagogisk retning med et bestemt teorigrundlag, og det kan defineres med udgangspunkt i målgruppen. I bogen er praksis, teori og målgruppe derfor alle tre gennemgående temaer. De relativt korte kapitler, som hver især bidrager med forståelse af bestemte vinkler og perspektiver af socialpædagogik, er opdelt i fire overordnede dele:
- I første del gives en historisk beskrivelse af socialpædagogikkens udvikling og en indkredsning af de mange forskellige forståelser og teorier. Der er med andre ord fokus på tendenser i socialpædagogik. Derudover analyseres socialpædagogik i forhold til socialpolitik og de love og vedtagelser, som styrer området.
- I anden del af bogen præsenteres nogle af de perspektiver, der enten har haft, eller fortsat har, indflydelse på socialpædagogikken. Begreber som marginalisering, udstødelse, negativ social arv m.m., der er relevante for socialpædagogikken, er også inddraget i denne del af bogen.
- Bogens tredje del handler om socialpædagogik som profession. Her findes en række kapitler, der på forskellig vis sætter fokus på socialpædagogerne som en særlig profession med specifikke arbejdsopgaver og udfordringer. Socialpædagogikken i pædagoguddannelsen og i udviklingsarbejde berøres også samt socialpædagogen som leder.
- Bogen afsluttes med en række kapitler, der inddrager socialpædagogisk arbejde i forskellige praksissammenhænge. De mange forskellige steder, hvor der arbejdes med socialpædagogik, fx blandt hjemløse, unge med kriminel baggrund, familiearbejde, diskuteres.
Bogen er skrevet af en række forfattere fra både universiteter og professionshøjskoler samt fagfolk, som arbejder i socialpædagogisk praksis. Med denne bog ønsker redaktionen at øge opmærksomheden og debatten omkring socialpædagogik. Forståelsen af socialpædagogik har traditionelt set været forbundet med allerede marginaliserede borgere som fx hjemløse, unge kriminelle, mennesker med fysiske eller psykiske handicap. I dag er socialpædagogikken imidlertid også trukket over i andre områder fx folkeskolen, dagtilbud, arbejdsmarkedet. Dette betyder, at det stadig er relevant at diskutere socialpædagogisk praksis og teori ikke alene ud fra dens traditionelle områder, men også forståelsen af dens funktion på de nye. Bogen er primært skrevet til studerende på professionshøjskolerne, masteruddannelsen i socialpædagogik og valgfaget socialpædagogik på kandidatuddannelserne i pædagogisk antropologi, sociologi og psykologi.