KRAP - metoder og redskaber
I denne bog præsenteres en række modeller og skemaer, som praktikere kan benytte til at anvende KRAP – Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik.
Indhold
KRAP tager udgangspunkt i, at vi alle oplever vores tanker som vores virkelighed, at alle mennesker har ressourcer, og at alle mennesker har et grundlæggende behov for anerkendelse. Derfor lægger KRAP op til, at de professionelle, som arbejder med mennesker, skal fokusere på individets ressourcer fremfor dets svagheder. Tanken er, at man ikke kun skal arbejde ud fra en orientering mod individets ressourcer, men ud fra et systematisk fokus på dem. Igennem systematisk fokusering på individets ressourcer hævdes det, at den enkeltes livskvalitet forbedres. Dette begrundes med, at når der fokuseres på det virksomme, bliver det lettere at få øje på det, der lykkes. KRAP bygger på erfaringsbaserede redskabsmodeller, som den professionelle kan anvende til at arbejde ud fra et anerkendende og ressourcefokuseret menneskesyn. KRAP-tilgangen kan benyttes i skoler og dagtilbud både inden for normal- og specialområdet, i behandlingsmiljøer, på bo- eller beskæftigelsesområdet og inden for rådgivende funktioner. Den brede målgruppe af praktikere, som KRAP henvender sig til, skyldes, at KRAP er et koncept og ikke en specifik metode rettet mod en bestemt klientgruppe.
Bogen er en praksisrelateret værkstøjskasse, hvor de 40 mest anvendelige og generelle KRAP-værktøjer og -metoder beskrives. Redskaberne i bogen retter sig både mod afdækning, forståelse og opbygning samt ændringer i menneskelige færdigheder, forståelser og strategier.
Metode
KRAP praktiseres, teoretiseres og formidles af PsykologCentret i Viborg og Skive. KRAP er teoretisk og metodisk forankret i de kognitive behandlingsformer samt i det ressourcefokuserede menneske- og behandlingssyn. Derudover er den inspireret af en lang række andre metoder og teorier, bl.a. i den systemiske teori, i adfærdspsykologien, hos ICDP og Marte Meo.