Humanistisk palliation: teori, metode, etik og praksis
Hvordan udvikles og understøttes humanisme inden for den palliative indsats? Denne bog tager afsæt i det enkelte menneskes konfrontation med alvorlig sygdom og død. Bogen giver indblik i forskellige praksisformer og forståelsesbaggrunde samt relevante tematikker inden for feltet.
Indhold
Bogen introducerer teorier, metoder, etikker og praksisformer i forbindelse med den palliative indsats. Centralt for den palliative indsats er, at den sidste tid bliver så værdig og fredfyldt som muligt. Derfor er det vigtigt, at de professionelle, der i den sidste tid skal hjælpe de døende og deres pårørende, er fagligt og menneskeligt klædt på til opgaven.
Bogen understreger, at uddannelse og kompetenceudvikling bør være en central prioritering, således at den humanistiske palliation er af høj kvalitet – i den forbindelse påpeges det, at dette er en mangelvare i Danmark. Bogens formål er at bidrage til en videreudvikling af det humanistiske palliative fag- og praksisfelt i Danmark, herunder at forbedre den palliative indsats over for syge og døende.
Bogen er inddelt i fem sektioner herunder:
- Faglige perspektiver: Denne sektions kapitler belyser forskellige faglige perspektiver, der blandt andet trækker på sociologien, gerontologien, demografien, psykologien og eksistenspsykologien.
- Etiske opfordringer: Kapitlerne under denne sektion forholder sig til forskellige etiske udfordringer i forbindelse med livets afslutning, for eksempel diskussionen om aktiv dødshjælp, værdighed og den juridiske ramme for den palliative indsats.
- Filosofi, terapi og trøst: I forlængelse af anden sektion belyses hvordan mennesker finder mening blandt andet i samværet med - og omsorgen fra andre.
- Det palliative felt i teori og i praksis: Denne sektion indeholder en række bidrag, der kan inspirere til den palliative praksis og uddannelse i relation til praksis. Der kastes lys over den palliative indsats som tværfaglig, og det belyses hvordan andre faggrupper end den sundhedsprofessionelle kan bidrage blandt andet til den ”sociale palliation”.
- Øvrige perspektiver og tematikker: Den sidste sektion belyser hvordan etnicitet, kultur og religion har betydning for hvordan døden opfattes. Derudover diskuteres behovet for kulturelle kompetencer i den palliative indsats.
Bogen henvender sig til alle, der enten arbejder med eller har interesse for det palliative fag- og praksisfelt, og som gerne vil blive klogere på en række af de praktiske, personlige, teoretiske og tematiske problematikker, der knytter sig hertil.