EN GOD OMVEJ - Bevægelse i lokalområdet: Samlet evaluering af otte kommunale anlægsprojekter til fremme af rekreativ fysisk aktivitet
Hvordan indrettes de fysiske rammer, så der skabes bedre vilkår for det aktive og sunde hverdagsliv i lokalområdet? I denne rapport kan du blive klogere på udviklingsprojektet EN GOD OMVEJ og resultaterne heraf.
Indhold
Ifølge Sundhedsstyrelsen lever cirka 30-40% af den voksne danske befolkning ikke op til de nationale anbefalinger om 30 minutters fysisk aktivitet om dagen. Mange har stillesiddende jobs og selvom undersøgelser tyder på en stigning i fysisk aktivitet, kompenserer dette ikke for det fysisk inaktive arbejdsliv. Samtidig er det påvist, at de bolignære fysiske omgivelser har stor betydning for, hvor meget børn og voksne dyrker idræt og bevæger sig.
Nærværende rapport er en samlet evaluering af otte anlægsprojekter i EN GOD OMVEJ (EGO), som har til formål at inspirere til et aktivt og sundt hverdagsliv i otte danske kommuner. EN GOD OMVEJ efterstræber at udvikle kreative aktivitetsområder, der inviterer til bevægelse, og som ikke nødvendigvis kræver et stort budget at realisere.
Udviklingsprojektet EN GOD OMVEJ (EGO) blev igangsat januar 2011 med det formål at sætte fokus på, hvordan de fysiske rammer kan skabe bedre vilkår for det aktive og sunde hverdagsliv i lokalområdet. Formålet med denne rapport er således at være til nytte for en bred gruppe af personer, institutioner og organisationer, der arbejder med at fremme fysisk aktivitet i hverdagen.
Første del af rapporten består af en sammenfatning af hovedpunkterne i evalueringen samt en række anbefalinger til, hvad man bør overveje i forbindelse med etablering af anlæg, der har til formål at fremme et aktivt hverdagsliv. Denne del giver et hurtigt overblik over evalueringen.
Anden del af rapporten indeholder den fulde evaluering. Denne del er således tiltænkt læseren, der gerne vil have dybdegående indblik i resultaterne fra både den kvantitative og den kvalitative analyse omhandlende de otte anlægsprojekter. Denne del er inddelt i følgende afsnit:
- Baggrund for evalueringen herunder, hvad EN GOD OMVEJ er, og hvorfor lege- og bevægelsesrum i bolignære områder implementeres.
- Teoretisk og metodisk grundlag for analysearbejdet. Her belyses bl.a., hvad der har betydning for brugen af lokalområdet fx social kapital eller psykologisk betingede aspekter.
- Beskrivelse af EGO i aktivitetsområderne.
- Spørgeskemaundersøgelse om rekreativ fysisk aktivitet i lokalområderne.
- Feltstudie om holdninger og aktivitet på EGO i aktivitetsområderne.
- Diskussion af aktivitetsområders betydning for rekreativ fysisk aktivitet, aktivitetsområder i bevægelse og metodiske forbehold.
Konklusion
- De adspurgte beboere i de otte lokalområder i Danmark er overvejende tilfredse med de rekreative bevægelsestilbud og oplever dem som gode alternativer til øvrige brugte rekreative tilbud såsom klassiske legepladser, skov, strand og idrætsfaciliteter.
- Størstedelen oplever, at mulighederne for at mødes, lege og være fysisk aktive er øget i lokalområderne efter etableringen af anlægsprojekterne.
- Knap halvdelen af respondenterne mener, at lokalområderne er blevet bedre steder at bo efter etableringen af anlægsprojekterne.
- I gennemsnit bruger hver femte i lokalområderne EGO i aktivitetsområderne.
- Rapporten opstiller afslutningsvist ni anbefalinger, som kan bidrage til gode omveje på et praktisk, planlægningsmæssigt niveau. Disse anbefalinger henvender sig til de aktører, der udvikler anlæg til fremme af leg og bevægelse. Anbefalingerne omhandler bl.a., at der skal være rum til social interaktion, det bør understøtte identitetsdannelse og inkludere forskellige aldersgrupper.
Metode
Rapporten bygger på en kvantitativ og kvalitativ undersøgelse herunder en spørgeskemaundersøgelse og feltobservation.