Når gode mennesker handler ondt - Tabuet om forråelse
Der findes ikke onde mennesker, men der findes onde handlinger. Vi mennesker er sociale, og livet er kompliceret, derfor sker det, at vi nogle gange gør andre mennesker ondt. I denne bog kan du læse om det tabuiserede emne: forråelse blandt socialfaglige medarbejdere.
Indhold
Det starter i det små. Man føler afmagt i en svær situation. Man mærker en svag impuls til at hæve stemmen, ignorere, straffe, skælde ud, konfrontere eller være hårdhændet. Det første lille skridt er taget i forråelsesprocessen. Jo hyppigere impulserne forekommer, jo kraftigere de er, og jo mere man forsøger at bortforklare, legitimere eller glemme dem, desto tættere kommer man på næste skridt, hvor man begynder at handle på dem.
Den ene forholdsvist uskyldige handling tager den næste lidt mindre uskyldige handling med sig. I denne fase er det en stor fristelse at bekræfte sig selv i, at ens handlinger er i orden, fordi den meget ubehagelige følelse af afmagt forsvinder i det øjeblik, man tager magten. Pludselig, uden man har lagt mærke til det, er fornærmethed, irritation, aggression og fjendebilleder blevet en del af arbejdslivet. En helt almindelig gruppe socialarbejdere, som alle er gået ind i faget for at hjælpe andre mennesker, er godt i gang med at blive magtmisbrugere. Men hvorfor ender mennesker, som ønsker at gøre godt med at gøre ondt? Det er dette, denne bog handler om. Ondskab og forråelse er tabuiseret, men det er nødvendigt at bryde tavsheden og tale om de onde handlinger, der kan ske i arbejdet med mennesker, som har behov for hjælp, ellers kan vi ikke gøre noget ved det.
Bogen er skrevet til personale inden for det sundhedsmæssige og socialfaglige område, men samtidig henvender den sig til alle, som interesserer sig for, hvordan vi behandler mennesker med behov for hjælp. Den er skrevet af psykolog Dorthe Birkmose. Hun har erfaring med undervisning samt supervision i forhold til forråelsesrisikoen af personale, som arbejder med borgere med medfødte eller erhvervede hjerneskader, udviklingsforstyrrelser eller sindslidelser.