Den etiske udfordring - perspektiver på konstituering af etisk bevidsthed i professionelt relationsarbejde

Fagforeninger, politikere og institutioner har fokus på etiske retningslinjer i pædagogik, men selv om pædagoger ofte kommer ud i etiske gråzoner, bliver de overladt til deres egen tvivl om, hvor vidt de handlede korrekt. Det viser denne ph.d.-afhandling fra Roskilde Universitet.

Indhold

I denne ph.d.-afhandling sætter forfatteren fokus på etiske dilemmaer i det socialpædagogiske arbejde, når f.eks. de muligheder, serviceloven giver for at gribe ind, er i konflikt med det etiske ansvar og socialpædagogens personlige moral, eller når socialpædagogen i en vanskelig situation ender med at gribe til magtanvendelse.

Hvordan ser det socialpædagogiske arbejde ud i skæringspunktet mellem reglementer, etiske visioner og en hverdag, der skal fungere? Hvad betyder det for socialpædagoger, når de ikke selv føler, at de lever op til deres egne eller deres organisationers etiske idealer? Hvilke muligheder er der i hverdagen for at tale sig gennem hårde oplevelser?

Konklusion

I afhandlingen fortæller en ung pige, hvordan hun spændte ben for en ung mand på en døgninstitution og smækkede døren, fordi han var ved at gå på hende. Selve hendes handling er ikke så væsentlig. Det væsentlige er, at episoden ikke har sluppet hende. Hun nævnte episoden for en ældre kollega, men der blev ikke rigtigt talt om det. Episoden blev heller ikke taget op, da hun kom tilbage på skolen efter endt praktik. Hun tog den ikke selv op, så der kunne blive talt ud om det, som var sket.

Der er også tilfælde, hvor socialpædagogerne bliver nødt til at gå på kompromis med deres eget værdisæt for at følge reglerne i serviceloven.

I et eksempel passer en socialpædagog en voksen, myndig kvinde med autisme. Kvinden forsvinder ofte fra hjemmet og opholder sig og sover i byens gader. Naboerne er bekymrede og anklager socialpædagogen for omsorgssvigt, og hun er da også selv frustreret over ikke at kunne gribe ind.

Da den autistiske kvinde er myndig, kan socialpædagogen ikke gøre noget. Det er først i det øjeblik, at en læge erklærer, at kvinden er til fare for sig selv, at socialpædagogen kan gribe til magtanvendelse og få kvinden hjem.

»På den måde kan de etiske programerklæringer fra ledelse, organisationer og politikere komme til at skade en hel faggruppe, for der er en åbenlys konflikt mellem de muligheder, serviceloven giver for at gribe ind, det etiske ansvar og pædagogens personlige moral. Det rejser spørgsmålet om, hvordan professionsetikken skal kunne beskytte både dem, som arbejder ud fra den, og dem, som er modtagere af relationsarbejdet,« siger Bjørn Ribers.

Helt konkret er der et øget behov for at etablere mulighed på institutioner og uddannelse for at tale sig gennem hårde oplevelser.

»Der skal være et rum for gråzonerne, det tabuiserede, og det som man nogle steder helst forsøger at fortie bort. Nogle af de vanskeligste situationer får de ikke samlet op på. I stedet bliver de tabuiseret, og pædagogerne bærer dem med sig i flere år som følelse af skam, men de har faktisk gjort præcist, hvad de skulle,« siger Bjørn Ribers.

Metode

Afhandlingen består, ud over teori, af dybdegående interview med ti nyuddannede pædagoger, som Bjørn Ribers har fulgt i et år. Han har benyttet sig af forskningsmetoden Interpretative Phenomenological Analysis, som fokuserer på at gå i dybden med særligt udvalgte respondenters personlige oplevelser.