Ét tag, to enheder, én institution – Evaluering af Aalborgmodellen
Denne rapport er en evaluering af den palliative specialiserede indsats under den såkaldte Aalborgmodel. Målgruppen for denne indsats er mennesker på hospice, som er ramt af livstruende sygdom.
Indhold
Denne rapport er udarbejdet af Videncenter for Rehabilitering og Palliation (REHPA). KammillianerGaardens Hospice (KGH) i Aalborg har bedt REHPA om at lave en evaluering af den såkaldte Aalborgmodel (AaM). Aalborgmodellen er en særlig model for organisering af en specialiseret indsats, hvor KGH og Det Palliative Team (DPT) er fysisk placeret under det samme tag. Hér samarbejder hospicet og teamet om fælles patientforløb og om generelle ansvarsområder indenfor den såkaldte palliative specialiserede indsats.
Palliation betyder lindring. Begrebet bruges om den professionelle indsats, der har til formål at forebygge og lindre lidelser for mennesker ramt af livstruende sygdom.
Evalueringen fokuserer på organiseringen af hospicefunktionen og samarbejdsflader mellem KGH og DPT. I den sammenhæng stilles der bl.a. skarpt på kvaliteten af den palliative indsats, det tværfaglige samarbejde omkring fælles patientforløb og hospicet som arbejdsplads.
Hvis du er interesseret i at tilegne dig viden om, hvad fagpersonerne inden for dette område beskæftiger sig med samt, hvad den palliative indsats består i, kan du med stort udbytte læse denne rapport. Du kan for eksempel finde en beskrivelse af formålet med den palliative indsats på KamilianerGaarden på side 36. Her fremgår det blandt andet, at formålet med indsatsen er at yde omsorg og sjælesorg for døende og uhelbredeligt syge medmennesker samt at yde social støtte, vejledning og sjælesorg til pårørende. Indsatsen består blandt andet i at skabe rammer - og etablere støttefunktioner, som har fokus på livskvalitet.
Konklusion
Følgende er et udpluk af evaluerings resultater, som præsenteres i rapportens sammenfatning:
- Den typiske hospicebruger på KamillianerGaarden har kræft og har en gennemsnitalder på 65-66 år.
- Der er en bred tværfaglig repræsentation af faggrupper involveret i de enkelte patientforløb og de ansatte indgår i et fagligt og kollegialt fællesskab, som de kan identificere sig med og som de føler sig inkluderet i.
- Der er udviklet en særlig palliativ kultur, som er et bærende element for hospicefunktionen. Den er bl.a. baseret på helhedsorienteret lindring, som omfatter lindring af både fysiske, sociale, psykiske og eksistentielle aspekter. Dertil er den baseret på tværfagligt samarbejde, en personorienteret tilgang, tværfaglighed og en faglig tilgang baseret på almene humanistiske værdier og etik.
- Organisering af hospicefunktionen under ét tag giver bl.a. de ansatte mulighed for at samarbejde tværfagligt i uformelle strukturer.
- Fra et leder- og medarbejderperspektiv bidrager den fysiske placering under ét tag positivt til at varetage og understøtte hospicefunktionens og DPTs kerneaktiviteter.
Metode
Evalueringen er baseret på både kvalitative og kvantitative metoder og data, herunder deltagerobservation i evalueringskonteksten, kvalitative interviews med brugere af hospicetilbuddet, ledere og medarbejdere ved KGH og DPT, dokumentanalyse af udvalgte skriftlige dokumenter fra evalueringskonteksten samt monitorering af operationelle kvantitative data vedrørende hospicetilbuddet.