Kommunernes udgifter til anbringelse af børn og unge – Kortlægning af forskelle og årsager

Hvorfor er der forskel på de danske kommuners udgifter til anbringelse og hvilke muligheder har kommunerne for at ændre på nogle af de udgiftsdrivende faktorer?

Indhold

I denne rapport undersøges udgiftsforskelle og praksisforskelle mellem de danske kommuner på anbringelsesområdet. Rapporten afdækker, hvorfor der er forskel på de danske kommuners anbringelsesudgifter, og undersøger, om kommunerne har mulighed for at ændre på nogle af de udgiftsdrivende faktorer ved at omlægge deres praksis på området.

I forhold til kommunernes udgifter til anbringelse, fokuseres der på tre forklarende faktorer, som har at gøre med kommunernes anbringelsespraksis:

• antallet af anbragte
• varigheden af anbringelserne
• andelen af anbragte i institutioner

For at forklare de tværkommunale forskelle i anbringelsespraksissen, analyseres endvidere følgende fire forhold:

• de socioøkonomiske og demografiske forhold
• barnets/den unges alder på anbringelsestidspunktet
• kommunens forebyggelsesindsats
• udbuddet af institutionspladser i kommunen

Konklusion

Udgifterne til at anbringe børn og unge varierer meget på tværs af kommunerne fra 3.106 kr. pr. 0-17-årige til 18.480 kr. pr. 0-17-årige. Gennemsnitskommunen bruger 7.825 kr. pr. 0-17-årige til anbringelser. Størstedelen af kommunernes udgiftsforskelle på anbringelsesområdet kan forklares med forskelle i antallet af anbragte, længden af anbringelsesforløbene og anbringelsesformer.

I analysen tegner sig to mulige værktøjer til at styre anbringelsesudgifterne:

• Forebyggende foranstaltninger
• Valg af anbringelsessted

Analysen viser, at omfanget af forebyggende foranstaltninger i kommunen har en klar systematisk betydning for, hvor mange af kommunens børn og unge, der anbringes, og hvor længe de anbringes, når man ser på tværs af kommunerne og tager højde for socioøkonomiske og demografiske forskelle.

Analysen viser også, at valget af anbringelsessted har betydning for kommunens anbringelsesudgifter. Således er det billigere at anbringe børn og unge i ikke-institutionelle anbringelsesformer såsom familiepleje, fremfor i en institutionel anbringelsesform.

Det er imidlertid vanskeligt at sige præcis, hvad en sådan praksisændring vil betyde for de udsatte børn og unge.

Metode

Rapporten bygger på analyser af kommunernes nettodriftsudgifter til anbringelser i 2009.