Budgetblikket i socialt arbejde med udsatte børn og unge

Det bliver hyppigt fremhævet, hvad udgiftsudviklingen betyder for udsatte børn og unge, og kun de færreste vil tage ansvar for mulige negative konsekvenser. På trods af dette er der stort set ikke forsket i, hvordan økonomiske overvejelser får betydning for beslutninger om, hvilken hjælp et barn skal have. Det gør denne rapport op med.

Indhold

Du kan i denne rapport læse om, hvordan økonomi i socialt arbejde slår igennem i sagsbehandleres og lederes daglige praksis set fra medarbejdernes perspektiv. 

Rapporten undersøger:

• Hvordan budgetstyring foregår
• Hvordan sagsbehandleres måder at tage ansvar for økonomiske hensyn udvikles i samspil med budgetstyringen
• Hvordan sagsbehandlere inddrager økonomiske hensyn i deres beslutninger, og hvad disse består af.

Hensigten med at undersøge disse spørgsmål er at vise, hvordan budgetblikket i socialt arbejde med udsatte børn og unge påvirker sagsbehandlernes professionelle praksis og omvendt også, hvordan den professionelle praksis er med til at skabe bestemte blik på budgettet.

Konklusion

Rapporten konkluderer blandt andet følgende:

• Budgetstyring handler om fordelingen af udgifter og målet er at overholde budgettet, hvilket betyder, at forklaringer på budgetafvigelser kommer til at fungere som et skjold mod kritik, der har til formål at legitimere børne- og familieafdelingens brug af ressourcer. De faglige forklaringer i budgetopfølgningerne handler altså i højere grad om historiske valg end om fremtidige prioriteringer.

• Budgetopfølgningen foregår i to processer. Den ene på organisatorisk niveau, hvor der indsamles målbar viden om rammerne for sagsbehandlernes afgørelser. Denne del af budgetopfølgningen giver viden om udgiftsudviklingen pr. budgetkonto og ikke om, hvad udgiftsudviklingen skyldes. Den anden del af budgetopfølgningen foregår tæt på sagsbehandlerne i forhandlinger om, hvordan ressourcerne til de enkelte sager skal prioriteres. Denne del af budgetopfølgningen giver viden om de økonomiske overvejelser, der ligger bag beslutningerne, men kommer ikke videre til økonomikonsulentens regneark.

• Grænser for beslutningskompetencer bruges som redskab til at få adgang til direkte styring af sagsbehandlernes måder at tage økonomiske hensyn. Når beslutningskompetencerne fordeles i samarbejde med sagsbehandlerne udvikles en højere grad af ansvarlighed over for kort- såvel som langsigtede økonomiske hensyn. Når de fordeles uden inddragelse af sagsbehandlerne, kan det være svært for sagsbehandlerne at forstå formålet med dem, og derfor udvikler de også i højere grad individuelle måder at inddrage økonomiske hensyn i deres beslutninger.

• Sagsbehandlere tager generelt økonomiske hensyn, men de motiveres ikke alene af mål for, hvor meget en leverandør fx må koste eller budgetmål om, at antallet af anbringelser skal nedbringes.

For uddybende samt flere konklusioner se rapportens kapitel 7 "Konklusion og diskussion" side 157.

Metode

Undersøgelsen bygger på tolv interview med sagsbehandlere og en kvantitativ registrering af 145 sager. Derudover er der foretaget tolv observationer af teammøder, tolv interview med ledere og økonomikonsulenter samt en dokumentanalyse.