Organisationsudvikling og socialpædagogisk praksis i bo- og dagtilbud for voksne udviklingshæmmede
Om organisations- og kvalitetsudvikling af det socialpædagogiske arbejde på bo- og dagtilbud
Indhold
Projektet vedrører organisationen for voksne borgere med udviklingshæmning i Ballerup Kommune og forløb over perioden marts 2008 til februar 2009. Rapporten er en forløbsrapport, som primært gør rede for processen i projektet.
Formålet med projektet var, at der via de igangværende omlægninger af organisationens pædagogiske arbejde blev lavet et udviklingsprojekt, der havde til formål at finjustere organisationen, som sideløbende skulle bidrage til, at der skete et kvalitetsløft af det socialpædagogiske arbejde i organisationen.
De overordnede mål blev defineret som:
- At bedre grundydelsen for organisationens beboere
- At der skabes konsensus i ledelsesgruppen om ledernes visioner for organisationen
- At der sættes fokus på arbejdsmiljøet for dermed at gøre organisationen til en attraktiv arbejdsplads.
Konklusion
Rapporten indeholder ingen egentlige konklusioner eller anbefalinger, men kortlægger de organisatoriske rammer og den betydning rammerne har for det socialpædagogiske personales oplevelse af tilfredshed med arbejdet.
En direkte konsekvens af forsknings- og udviklingsarbejdet blev, at de ledelsesmæssige opgaver blev ændret. Tidligere havde der været daglige ledere, som var ansvarlig for to tilbud, hvilket blev ændret, så lederne i stedet for fik en tværgående ledelsesfunktion, som fx daglig leder for pædagogik og daglig leder for medarbejderne/organisationen.
Metode
Rapporten er en forløbsrapport, som primært gør rede for processen i projektet. Rapporten bygger på en spørgeskemaundersøgelse samt observation.
Som et led i udviklingsarbejdet blev der lavet en hjemmeside, så både de direkte involverede og eksterne interessenter havde mulighed for at følge de organisatoriske og pædagogiske ændringer, som projektet løbende vil medføre.